Elevrådsformand på sygdomsramt gymnasium: Eleverne bevarer roen

En 17-årig gymnasieelev døde af en sjælden sygdom omkring nytår. Nu skal hele gymnasiet vaccineres for at undgå smitte.

- Eleverne har taget det meget pænt. Lærerne var gode til at sørge for, at der ikke blev spredt alle mulige rygter. Flere elever blev måske overraskede, men ingen virkede bange. 

quote Jeg har allerede fået tid ved min læge i næste uge

Mads Christian Sandager, elevrådsformand

Sådan beskriver elevrådsformand Mads Christian Sandager sine medstuderendes reaktion ovenpå dagens forsamlinger på Birkerød Gymnasium. 

En 17-årig gymnasieelev døde omkring nytår af den sjældne meningokoksygdom. 

Efterfølgende har en anden 17-årig elev sandsynligvis fået samme sygdom, men er nu behandlet og rask.

Derfor var Hovedstadens Akutberedskab i dag på skolen for at udlevere en dosis kraftig antibiotika til samtlige elever. 

Styrelsen for Patientsikkerhed har desuden anbefalet alle elever at kontakte egen læge for at få en vaccine mod sygdommen. 

Og det har elevrådsformanden allerede selv sørget for at gøre. 

- Jeg har allerede fået tid ved min læge i næste uge, og det ved jeg, at mange andre elever også har. De, som var nær den afdøde, har allerede fået deres, fortæller han til TV 2 Lorry. 

Dagen startede normalt. 

Klokken lidt i 13 blev eleverne kaldt til samling, hvor rektor og vicerektor italesatte det nylige dødsfald og forklarede om baggrunden for sammenkomsten. 

Bagefter fortalte en læge om sygdommen, der kun smitter i sjældne tilfælde. 

- Man gik så op én klasse af gangen, hvor man fik en pille og blev krydset af. Dem, som ikke var til stede, de får en pille i morgen, fortæller Mads Christian Sandager til TV 2 Lorry.

Stemningen herefter var ok, siger han. 

- Der var måske lidt færre elever i skolens lektiecafe, end der er normalt, men ellers var alt, som det plejede. 

Ingen grund til bekymring
Meningokok er en bakterie, som kan give hjernehindebetændelse eller blodgiftning, og som cirka fem procent af alle mennesker bærer i næsesvælget. 

Hvorfor bakterien i sjældne tilfælde angriber kroppen, ved man ikke.

- Man skal som regel være ganske tæt på hinanden, hvis bakterien skal smitte. Men når vi ser en sammenhæng, som her hvor to elever på samme gymnasium har været smittet, så anbefaler vi forebyggende behandling til en bredere kreds, fortæller sektionsleder og overlæge Bente Møller fra Styrelsen for Patientsikkerhed til TV 2 Lorry. 

Er der grund til bekymring blandt eleverne på skolen?

- Vi har nu givet en forebyggende behandling til en stor del af eleverne. Så som udgangspunkt er de godt beskyttet mod at udvikle sygdommen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik