Cetins kebabvogn er for 'grim' til bymidten

Kommune gav tilladelse til Cetin Aslans kebabvogn - men mindre end en måned efter trækker de i land. Kebabvognen er for grim til at stå i bymidten.

Cetin Aslan, der bor i Kokkedal, åbnede 3. august sin kebabvogn på Birkerød Station. Det var hans først skridt mod en tilværelse som selvstændig, efter han i en årrække havde knoklet som ansat på pizzeria. 

- Det er mit drømmejob. Jeg har altid gerne villet åbne en kebabvogn, siger Cetin Aslan til TV 2 Lorry. 

Kunderne begyndte stille og rolig at komme til, men pludselig opsiger kommunen aftalen. 

- Jeg bliver meget chokeret, hvad skal jeg gøre, siger Cetin Aslan til TV 2 Lorry. 

Har brugt 100.000 kroner

For at få lov til at opstile sin vogn, har Cetin Aslan helt efter bogen søgt tilladelse hos Teknik- og Miljøforvaltningen i Rudersdal. Men den 31. august opsagde kommunen aftalen - og Cetin Aslan skal have flyttet sin vogn inden udgangen af oktober. 

Cetin Aslan har ifølge ham selv brugt cirka 100.000 kroner på vognen og lagt et stort arbejde i at få strøm og tilladelser på plads. 

- Jeg bliver meget deprimeret. Jeg har også en familie - jeg har to drenge. Hvad skal jeg gøre med fremtiden, lyder det fra den frustrerende indehaver af Birkerød Kebabvogn. 

'Fornærmende' spørgsmål

Ifølge Cetin Aslan går en del af kommunens begrundelse for at flytte vognen på, at den simpelhen er for grim. 

Court Møller, der er formand for kommunens miljø- og teknikudvalg for de Radikale, forklarer over for TV2 Lorry, at forvaltningen mener, at kebabvognen trækker kunder væk fra gågaden. Derfor skal den væk, og politkerne i teknik- og miljøudvalget bakker op om den beslutning, lyder det fra Court Møller.

Men at det er kebabvognens udseende, der gør udfaldet, vil Court Møller ikke svare på.

- Altså, at du overhovedet kan stille det spørgsmål, synes jeg egentlig er lidt fornærmende, siger han til TV2 Lorrys reporter.

Forvaltningen og poltikerne i Rudersdal Kommune mener, at Cetin Aslans kebabvogn er en øjebæ og skal flyttes væk.
Forvaltningen og poltikerne i Rudersdal Kommune mener, at Cetin Aslans kebabvogn er en øjebæ og skal flyttes væk.
Foto: Henrik Modler / TV 2 Lorry

For grim til gågaden

Noget mere klar i spyttet er hans udvalgskollega Jacob Jensen fra Enhedslisten. Han lægger ikke skjul på, hvad der er den bærende årsag til, at Cetin Aslan nu må finde et andet sted at sælge sin kebab.

- Nok udseendet. Det var vi nogenlunde enige om – det ser ikke så pænt ud, siger han om kebabvognen.

Den er for grim – med andre ord?

- Ja. Det burde have været en del af tilladelsen, hvordan den ser ud. Det har ikke været gennemtænkt, siger Jacob Jensen, der dog mener, at kommunen må påtage sig et ansvar for at holde Cetin Aslan skadesløs.

– Vi er nødt til at påtage os ansvaret. Vi har bragt ham i en situation, som koster en masse penge, og som måske ødelægger hans store forhåbninger, siger han.

Se hele indslaget om Cetin Aslans kebabvogn øverst i artiklen! 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik