By tager handelen tilbage: Borgerne bruger os først, siger butiksejer

For blot et par år siden oplevede Birkerøds indbyggere, at lokale butikker lukkede, og lejemålene stod tomme. Den udvikling er nu vendt på hovedet, siger butiksejer.

I december 2019 besøgte TV 2 Lorry Birkerød i anledning af, at byen netop havde modtaget en donation, der skulle skabe lokalt liv. 

På det tidspunkt var flere af gågadens butikker lukningstruede, og det lokale handelsliv måtte se sig slået af de nærliggende Farum Midtpunkt og Lyngby Storcenter, som tilsyneladende havde større tiltrækningskraft på områdets handlende.

I dag, knap to år senere, er situationen i Birkerød dog en ganske anden. Det fortæller Rune Jørgensen, der er indehaver af butikken Outdoor 45 i byen.

- Jeg synes, der er kommet mere liv i byen de sidste par år. Butikkerne (dem der lukker, red.) får ikke lov at stå tomme i særlig lang tid, siger han til TV 2 Lorry.

Han fortæller, at begge byens cykelforretninger blandt andre har udvidet markant, og at han desuden selv har flyttet butikslokaler i august til nogle, der er 2,5 gange større end dem han havde tidligere.

Donation hjalp, men står ikke alene

Donationen, der kom fra Salling Fondene, er blandt andet blevet brugt til at skabe mere rum til leg og ophold på de offentlige pladser i Birkerød. Men det er ifølge Rune Jørgensen ikke kun donationen, der har vendt udviklingen i byen:

- Jeg tror, det er en kombination af det hele. Umiddelbart har vi jo også haft et rigtig godt samarbejde med Rudersdal Kommune, hvor vi dialogmæssigt er kommet tættere på hinanden.

- Og så har vi mange frivillige kræfter, der står for at lave torvedage i sommerperioden, som trækker folk til, siger han til TV 2 Lorry.

Samtidig kender Rune Jørgensen til flere, der har fået hjælp af Rudersdal Kommunes erhvervskonsulenter, som har hjulpet butikker til eksempelvis at få gang i en større internethandel.

De lokales valg betyder også noget

Det hele nytter dog ikke noget, hvis dem der bor i byen, ikke også gider handle der. Dog er det ifølge Rune Jørgensen som om, det øgede fokus på byens handelsliv også har smittet af på de lokales indkøbsvaner:

- Jeg synes generelt, birkerødborgerne er rigtig gode til at bruge Birkerød Hovedgade først. Vi er jo alle sammen med på, at man ikke kan få alt her, men de kommer ned og prøver hos os først.

- Jeg har helt klart en bedre mavefornemmelse nu end for et par år siden, siger butiksejeren til TV 2 Lorry.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik