14-årig pige i kritisk tilstand efter påkørsel

En pige er i kritisk tilstand, efter at hun blev ramt af en bil på et fortov i Vedbæk.

En 14-årig pige blev torsdag eftermiddag kørt ned af en bil, da hun kom gående på fortovet i Vedbæk nord for København.

Det oplyser Nordsjællands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken på Rungsted Strandvej klokken 16.19.

- Bilisten mister af ukendte årsager herredømmet over bilen. Han kører tværs over vejen og op over cykelstien, hvorefter han rammer pigen på fortovet, fortæller vagtchef Martin Bakke hos Nordsjællands Politi.

Pigen blev med eskorte kørt til Rigshospitalet, hvor lægerne i første omgang betegnede hendes tilstand som kritisk. Senere kunne lægerne dog fortælle politiet, at hun er sluppet med overfladiske skrammer.

- Men de har for en sikkerheds skyld lagt hende i kunstig koma for at sikre sig, at hun ikke har indre blødninger, siger Martin Bakke.

Den 75-årige bilist har ved de første afhøringer ikke kunnet forklare, hvorfor han mistede herredømmet over bilen.

- Det må den videre efterforskning vise. En bilinspektør har været ude at undersøge bilen for at se, om det skulle være en fejl på den, der førte til ulykken, siger vagtchefen.

I forbindelse med ulykken var Rungsted Strandvej i en periode spærret i sydgående retning, men den er torsdag aften åbnet igen.

Vi har tidligere skrevet, at der var tale om en ung kvinde, men Nordsjællands Politi oplyser til Ekstra Bladet, at der er tale om en 14-årig pige.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik