En yngre er blevet knivdræbt i Gundsømagle sent torsdag aften. Motivet er ukendt, og der er ingen anholdte.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
- Der er tale om en 31-årig mand fra lokalområdet, siger vagtchef Henrik Olesen.
- Han blev erklæret død på stedet.
- Politiet arbejder deroppe i øjeblikket, og efterforskningen har pågået det meste af natten. Der er også tilkaldt retsmedicinere, som skal hjælpe med efterforskningen, siger han.
Ifølge vagtchef Henrik Olesen er knivoverfaldet sket ude på gaden. Han ønsker ikke at oplyse præcis hvor i Gundsømagle, det er sket.
Politiet ved endnu ikke, hvad der er gået forud for drabet, men Henrik Olesen fortæller, at der var vidner.
Til spørgsmålet om, hvorvidt hændelsen kan være banderelateret, svarer han, at det har politiet ingen kommentarer til.
Midt- og Vestsjællands Politi fik anmeldelsen klokken 22.49.
/ritzau/
Midt- og Vestsjællands Politi arbejder lige nu i Gundsømagle i forbindelse med et drab. Efterforskning vil pågå det meste af natten for at finde frem til mulige gerningsmænd. Politiet har pt. ikke yderligere oplysninger til sagen. M.v.h. Vpi. Bjørke Kierkegaard. #politidk
— Midt-Vestsj. Politi (@MVSJPoliti) September 17, 2020