Vandpistol skabte frygt på Roskilde: Politi tilbageholdte 7

Politiet fik en anmeldelse om en pistollignende genstand. Syv mænd blev tilbageholdt, mens politiet ransagede deres telt.

Syv yngre mænd fra Esbjerg-området fik sig søndag morgen noget af en overraskelse, da politiet mødte talstærkt op ved deres telt i campingområde C på Roskilde Festival.

De syv mænd blev tilbageholdt, mens politiet ransagede deres telt efter en anmeldelse om, at de unge mænd var i besiddelse af en pistollignende genstand. 

- Når vi får sådan en melding fra en pålidelig anmelder, så reagerer vi selvfølgelig på det. Det viste sig blot at være en vandpistol, så der var heldigvis ikke noget om snakken, siger pressetalsmand Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2 Lorry. 

Han godt forstå, hvis flere gæster på festivalen har fået morgenkaffen galt i halsen. 

- Det kan godt se voldsomt ud, når politiet kommer talstærkt ud til et campingområde, men det er også et spørgsmål om, at vi skal kunne håndtere et større antal mennesker, siger Martin Bjerregaard til TV 2 Lorry.

Politiet fik anmeldelsen om den pistollignende genstand omkring klokken 7.30. 

De syv mænd, der blev tilbageholdt, mens politiet ransagede deres telt, er alle i alderen 24-25 år. De unge mænd blev naturligvis 'sat fri', da politiet konstaterede, at der var tale om en vandpistol.

Det har generelt været et relativt roligt år, når det gælder politiarbejde på festivalen, melder Midt- og Vestsjællands Politi. 

Antallet af tyverier har været markant mindre end sidste år. Ni rumænere er dog blevet anholdt for tyveri af mobiler inden for de seneste 24 timer, fortæller Martin Bjerregaard.  

Søndag er sidste dag på Roskilde Festival, og teltområderne skal ifølge politiet være forladt klokken 14.  

- Vores opfordring er, at man tage det offentlige og måske tager en anden station end Roskilde. Hele øvelsen er at få spredt trafikken væk fra Roskilde, siger Martin Bjerregaard til TV 2 Lorry. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik