Vaccineskeptiker ændrer holdning efter voldsom indlæggelse: Nu vil hun selv stikkes

Anja Eljen Rasmussen var skeptisk over for corona-vaccine og dens bivirkninger. En lang og voldsom indlæggelse og de efterfølgende prøvelser har nu ændret hendes holdning.

Anja ligger med 40 i feber og er så svag i kroppen, at hun ikke kan gå på toilettet uden hjælp.

Da hun kommer på Holbæk sygehus, får hun at vide, at hun skal have ilt gennem næsen.

Dette er starten på Anjas corona-forløb, mødet med et presset dansk sundhedsvæsen og en hård og ufrivillig rejse fra vaccineskeptiker til vaccinefortaler.

Men før vi når så langt, må vi vende tilbage til starten.

quote Jeg kan mærke, at der er noget galt med mig, og at det jo ikke bare er en almindelig forkølelse, jeg ligger med her

Anja Eljen Rasmussen

Til dagligt bor Anja i Roskilde og er mor til tre børn. Hun er gift og arbejder som socialpædagog på et bosted for voksne.

Men onsdag den 9. december bliver Anja dårlig på sit arbejde og bliver nødt til at tage hjem. Herfra går der ikke mange dage, før hun ligger med 40 i feber. 

De kommende dage bliver hendes situation kun værre. Hun mister så mange kræfter i kroppen, at hendes mand blandt andet må hjælpe hende med toiletbesøg og personlig hygiejne.

- Jeg kan mærke, at der er noget galt med mig, og at det jo ikke bare er en almindelig forkølelse, jeg ligger med her, siger Anja til TV 2 Lorry.

Langt sygdomsforløb

Anja kommer på akutmodtagelsen på Holbæk Hospital, hvor hun får at vide, at hendes iltning er meget lav, og at hun skal have ilt gennem næsen. 

Samme nat bliver Anja transporteret til Sjællands Universitetshospital i Køge.

- Man kunne meget nemt fornemme, at de havde travlt og var pressede på Holbæk sygehus. 

- Sygeplejerskerne gik meget stressede rundt ude på gangene, og der var desværre også lang ventetid, hvis man kaldte efter en sygeplejerske.

Køge Sygehus, hvor Anja var indlagt i 13 dage. Men Anja var meget glad og rørt over den hjælp, hun fik fra personalet på Køge Sygehus.
Køge Sygehus, hvor Anja var indlagt i 13 dage. Men Anja var meget glad og rørt over den hjælp, hun fik fra personalet på Køge Sygehus.
Foto: Presse

Anjas oplevelse fra hospitalet i Køge er derimod, at personalet havde mere tid, og derfor beskriver hun det selv som ”et bedre møde med det danske hospitalsvæsen.”

- De havde meget bedre tid til patienterne. Det var bare en meget tryg oplevelse, siger hun.

Men også på hospitalet i Køge har de travlt. Ifølge Anja er det tydeligt, at der kommer flere og flere patienter ind på de forskellige afdelinger.

- Der er flere af sygeplejerskerne, som siger til mig, at de er underbemandede, og at mange af deres kolleger allerede ligger med corona.

Et skridt fra intensiv

Men selvom at oplevelsen er bedre i Køge, så går det ikke meget bedre med Anja. 

På den daglige stuegang fortæller en læge, at hun vil blive flyttet til intensiv, hvis hendes tilstand bliver dårligere.

For Anja var det en skræmmende nyhed, at hun måske kunne havne på intensivafdeling.
For Anja var det en skræmmende nyhed, at hun måske kunne havne på intensivafdeling.
Foto: Anja Eljen Rassmussen

- Da han sagde det, bliver jeg ret skræmt, for når først man er kommet på intensiv afdeling, er der nok ikke langt til, at man kommer i respirator, tænker jeg.

Selvom Anjas situation er dårlig, håber hun stadig meget på, at hun kan komme hjem til sin familie og se dem inden nytårsaften.

Men en dag træder en fysioterapeut ind og siger ”Nå Anja. Skal vi have dig på benene igen?”

Det skulle de, og ifølge Anja var fysioterapeutens engagement med til at få hende hurtigt i bedring.

Efter 13 dages indlæggelse er hun endelig frisk nok til at komme hjem – på nytårsaftensdag, endda.

- Selvom jeg sad i kørestol, fordi jeg stadig manglede kræfter, var det bare helt fantastisk at komme ud fra det Hospital og trække frisk luft, fortæller hun

quote Når først man er kommet på intensiv afdeling, er der nok ikke langt til, at man kommer i respirator, tænker jeg

Anja Eljen Rasmussen

Fra vaccineskeptiker til fortaler

Den lange indlæggelse gav stof til eftertanke. For hvorfor blev netop hun så syg af corona – en helt almindelig 47-årig kvinde fra Roskilde?

Før hun selv blev ramt af det voldsomme forløb, var hun en af dem, der havde svært ved at se og forstå, hvor hårdt coronavirus kunne ramme.

Hun var endda skeptisk overfor tanken om en vaccine mod corona.

- Før var jeg faktisk meget skeptisk over for en vaccine, fordi jeg var nervøs for bivirkningerne, siger hun.

I dag er hun ikke længere i tvivl. Hun vil vaccineres.

Selvom det er over en uge siden, at hun blev udskrevet fra hospitalet, arbejder hun fortsat hårdt på at få hverdagen helt tilbage – og skal måske gøre det længe endnu.

Hun bliver hurtigt forpustet kæmper med at få vejret i en sådan grad, at hun nu træner sin vejrtrækning med en såkaldt pepfløjte, der ofte anvendes til kroniske lungepatienter med eksempelvis rygerlunger (KOL, red.)

quote Bivirkninger ved en vaccine kan slet ikke måles op imod det sygdomsforløb, som jeg har haft

Anja Eljen Rasmussen

- Efter at have været indlagt må jeg sige, at bivirkninger ved en vaccine kan slet ikke måles op imod det sygdomsforløb, som jeg har haft, siger Anja Ejlen Rasmussen til TV 2 Lorry.

I et Facebook-opslag, som er delt over otte tusind gange, skriver Anja også, at hun håber, danskerne vil stå sammen for at undgå smittespredning – for presset på hospitalsvæsenet er stort.

- Jeg har simpelthen oplevet et så kompetent og flinkt sundhedsvæsen, men det var meget tydeligt for mig, at de er pressede, så vi bliver nødt til at hjælpe dem med at undgå smitte, siger hun.

Region Sjælland er sammen med Region Hovedstaden den region, hvor hospitalsvæsenet er hårdest ramt af corona.

Per 5. januar 2020 var 164 personer indlagt med coronavirus i Region Sjælland.

Region Sjælland har per dags dato haft 241 coronarelaterede dødsfald. Regionen er kun overgået af Region Hovedstaden, hvor 825 borgere med covid-19 har mistet livet. 

Til sammenligning er sammenlagt 1.487 personer døde på landsplan.