Vaccinationscenter havde lange køer - nu er der nærmest tomt: "Doser risikerer at gå til spilde"

I december var der lange køer til vaccinationscenteret i Roskilde Kongrescenter. Nu er der nærmest ingen, der bliver vaccineret, og det er der en ganske særlig forklaring på.

Før jul var der lange køer. Nu går de ansatte og keder sig. 

Vaccinationscenteret i Roskilde Kongrescenter oplever lige nu, at der er mange ledige tider til vaccination mod corona. Centeret står simpelthen  tomt det meste af dagen. 

Det er specielt borgere i aldersgruppen 20 til 25, der ikke booker tider til vaccination lige nu, og det kan der være en ganske særlig forklaring på.

- Jeg forestiller mig, at der er to muligheder. Den ene er, at man måske ikke har travlt med at blive vaccineret. Den anden er, at incidenstallet er ret højt i Roskilde og omegn. Derfor er der måske mange, der er smittet. Så skal der gå en måned før, man får næste stik, siger Rune Paridon, der er centerchef i Roskilde Vaccinecenter til TV 2 Lorry.

Der er i skrivende stund 83 procent af borgerne i Roskilde Kommune, der har påbegyndt deres vaccination mod corona. 79 procent er færdigvaccineret.

Det viser tal fra Statens Serum Institut. Begge dele er over landsgennemsnittet.

Der var god mulighed for at snakke med kollegaerne i dag.
Der var god mulighed for at snakke med kollegaerne i dag.
Foto: TV2 Lorry

Vaccinecenteret har kapacitet til at vaccinere 1500 borgere om dagen. De oplever lige nu, at der kun kommer omkring 500 om dagen for at blive vaccineret. Derfor er der mange vaccinedoser, der ikke bliver brugt.

- De doser, vi ikke bruger, er der lige nu ikke nogen fare for udløber. Skulle der komme en risiko for, at de udløber, så vil jeg gå i dialog med Region Sjælland, så de kan blive distribueret til et andet center, siger Rune Paridon.

Så der er ikke nogen doser, der kommer til at gå til spilde?

- Det kan der være risiko for, at der gør. Så kom endelig ned for at blive vaccineret, siger Rune Paridon.

Roskilde Vaccinecenter opfordrer alle, der er blevet inviteret til vaccination eller revaccination, til at booke en tid. De har heller ikke tænkt sig at afvise borgere, der kommer uden tidsbestilling, så længe kapaciteten ikke bliver fuldt udnyttet.

Hvad undrer du dig over?