Uhelbredeligt syge skal dø i eget hjem

Samarbejde mellem sygehuse, praktiserende læger og hjemmeplejen skal give flere mulighed for at dø hjemme. Varde, Svendborg, Aarhus og Roskilde går forrest.

Når livet slutter, så kan det være en trøst for den døende og de pårørende at få lov til at være i vante omgivelser frem for på et sygehus.

Fire kommuner modtager penge fra satspuljen til projekter, der skal hjælpe flere uhelbredeligt syge til at dø hjemme. Erfaringerne skal siden udbredes til alle landets kommuner.

- For døende kan det have stor betydning, at den sidste tid bliver tilbragt hjemme i vante omgivelser sammen med familien. Det giver tryghed og kan føles mere værdigt for den enkelte og for de familiemedlemmer, som må tage afsked med en mor, far, bror eller søster, siger sundhedsminister Sophie Løhde (V) i en pressemeddelelse.

I alt modtager Varde, Svendborg, Aarhus og Roskilde Kommuner 13,3 millioner kroner til forskellige projekter, der har det til fælles, at de skal give flere mulighed for at være hjemme den sidste tid.

I Varde Kommune skal pengene blandt andet bruges til at uddanne de praktiserende læger, så de er bedre rustet til at hjælpe uhelbredeligt syge med kræft, kol, diabetes og hjertesygdomme.

Roskilde Kommune får cirka 3,3 millioner kroner til projektet "Man kan dø hjemme - i trygge rammer". Ifølge velfærdsdirektør i kommunen Yvonne Barnholdt skal pengene bruges til at udvikle modeller, der kan sikre et bedre samarbejde mellem Roskilde Sygehus, de praktiserende læger og kommunen.

Hun siger til Ritzau, at mange borgere ønsker at dø hjemme, og at erfaringen viser, at det er bedre både for den syge og de pårørende.

- Men vi skal være sikre på, at den viden, som sygehusene har om for eksempel smertelindring, systematisk kommer videre til kommunen, så vi kan levere den rigtige pleje, siger Yvonne Barnholdt.

- Uanset om tiden bliver kort eller lang, skal vi kunne yde en god omsorg, der har afsæt i borgerens eget hjem, siger hun.

Det var den tidligere regering, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Liberal Alliance og De Konservative, som i satspuljeaftalen for 2015-2018 blev enige om at afsætte penge til, at flere kan dø hjemme.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik