Tre unge mænd får lange fængselsstraffe for at have ageret "hvide bude"

De tre dømte har benyttet forskellige mobiltelefoner og køretøjer til at modtage bestillinger og levere narkotika til et større antal kunder på Sjælland.

Tre unge mænd er blevet idømt i alt 12,5 års fængsel for at besiddelse og videresalg af kokain.

Mændene, der er 22, 24 og 25 år er fredag ved Retten i Roskilde idømt fængselsstraffe på henholdsvis 4 år og 6 måneder, 5 år og 6 måneder samt 2 år og 6 måneder.

Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Desuden er den 22-årige blevet idømt udvisning af Danmark for bestandig. Det sker til trods for, at han er født og opvokset i Danmark, oplyser politikredsen. Han har dog anket dommen om udvisning.

Trioen har fungeret som såkaldte ”hvide bude”. Det er slang for personer, der ved hjælp af forskellige mobiltelefoner og køretøjer modtager bestillinger fra og leverer narkotika til et større antal kunder.

Dele af kokainen blev opbevaret på forskellige adresser i København, mens leveringen til kunderne er sket på store dele af Sjælland.

Har været efterforsket i over et år

Nordsjællands Politi havde op til anholdelserne efterforsket sagen gennem mere end et år. Mændene blev anholdt i Roskilde, hvorfor sagen er blevet behandlet ved Retten i Roskilde.

- Der har været tale om en stor og kompleks efterforskning, som politiet har lagt meget arbejde i, og strafudmålingen vidner også om, at vi har med alvorlig kriminalitet at gøre, siger senioranklager Michael Winther fra anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.

(Arkivfoto) De tre unge er blandt andet dømt for besiddelse og videresalg af kokain.
(Arkivfoto) De tre unge er blandt andet dømt for besiddelse og videresalg af kokain.
Foto: Handout/Reuters/Ritzau Scanpix

Den 22-årige og den 24-årig er dømt for at have været i besiddelse af 1,5 kilo kokain til videresalg samt for at være i besiddelse af knap 300 gram hash med henblik på delvis videreoverdragelse.

Desuden blev den 24-årige dømt for besiddelse af 112 gram hash til eget forbrug samt for besiddelse af en totenschläger og en machete.

Den tredje, en 25-årig mand fra København, blev dømt for besiddelse af 450 gram kokain til videresalg.

De tre mænd har ifølge Nordsjællands Politi alle tilstået forholdene.

Mens den 22-årige altså ankede dommen om udvisning, tog den 24-årige betænkningstid med hensyn til at anke, mens den 25-årige valgte at modtage dommen.

Alle tre mænd skal fortsat sidde varetægtsfængslet frem til endelig dom eller afsoning.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik