Travl branche mangler hænder: 50 virksomheder på venteliste for at få en elev

Der er rift om unge med grønne fingre. Anlægsgartnerne har travlt, og mange virksomheder står på venteliste for at få elever, der vil uddannes i faget.

Coronapandemien har skabt fornyet glæde for haver og andre udearealer, og det har ført til masser af arbejde for anlægsgartnerne.

- Kort fortalt, så er der bare vanvittigt travlt, lyder det fra Michael Petersen, der er direktør i brancheforeningen Danske Anlægsgartnere.

Travlheden kommer samtidig med, at der er mangel på elever i faget.

- Vores anlægsgartnermestre har efterspurgt flere elever i en årrække. De står klar til at uddanne dem, fortæller Michael Petersen.  

Michael Petersen er direktør i Danske Anlægsgartnere.
Michael Petersen er direktør i Danske Anlægsgartnere.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Lorry

For langt de fleste vil det derfor være let at finde en læreplads, hvis man vælger at tage en erhvervsuddannelse og blive anlægsgartner.

- Ja, de hænger nærmest på træerne - apropos faget, fortæller Claus Egede Cornelius, der er uddannelsesleder på Roskilde Tekniske Skole - Vilvorde. 

Faktisk står virksomhederne i øjeblikket på venteliste for at få elever.

- Vi har i øjeblikket mellem 50 og 55 anlægsgartnermestre, der akut mangler lærlinge. Så det er en rigtig gunstig situation for vores elever, lyder det fra Claus Egede Cornelius.

På Roskilde Tekniske Skole - Vilvorde står virksomhederne på venteliste for at få anlægsgartnerelever. Her er det uddannelsesleder Claus Egede Cornelius.
På Roskilde Tekniske Skole - Vilvorde står virksomhederne på venteliste for at få anlægsgartnerelever. Her er det uddannelsesleder Claus Egede Cornelius.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Lorry

Risikerer at måtte sige nej til arbejde

Gunstigt er det dog ikke for branchen. 

- Vi vil jo gerne uddanne unge mennesker til en fremtid i det grønne erhverv, men det er rigtig svært at få nye elever, lyder det fra Marco Kjærgaard, der er indehaver af firmaet Kjærgaard Anlægsgartner.

Han ansætter sine nuværende elever, der bliver færdiguddannede i efteråret, og derfor står han nu på venteliste for at få nye elever. 

- Vi kommer til at mangle tre inden årets udgang. Så vi vil meget gerne have tre nye elever, fortæller han. 

Marco Kjærgaard forudser, at konsekvensen af elevmanglen kan blive, at han må sige nej til arbejde.

Anlægsgartner Marco Kjærgaard håber på at få tre nye elever til sin virksomhed i Nordsjælland.
Anlægsgartner Marco Kjærgaard håber på at få tre nye elever til sin virksomhed i Nordsjælland.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Lorry

- Det er jo virkeligt ærgerligt, hvis vi ikke kan tage opgaver ind, fordi vi mangler folk. Der er et rigtig stort behov for at få flere mennesker ind i vores fag. 

Nærmest jobgaranti

Ifølge brancheforeningen er der ikke noget, der tyder på, at der bliver mindre travlt for anlægsgartnerne fremover.

- Både i offentligt og privat regi har man for alvor fået øjnene op for værdien af grønne områder. Det er klart, at der er kommet et stort ryk på grund af corona, men vi kan også se et politisk ønske om mere biodiversitet, og det er jo ikke noget, der bare kommer af sig selv, det skal også skabes og plejes, lyder det fra Michael Petersen, der fortsætter:

Marco Kjærgaard arbejder med private haver i Nordsjælland. Her er han i Nivå.
Marco Kjærgaard arbejder med private haver i Nordsjælland. Her er han i Nivå.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Lorry


- Der er også udfordringer med regnvandet, så man skal bruge nogen, der kan lave afledning af regnvand. I det hele taget tror jeg, at anlægsgartnerbranchen vil være i vækst i mange år fremover.

Danske Anlægsgartnere ønsker derfor, at der fra politisk side kommer mere fokus på at sikre rekrutteringen til faget. 

quote Kort fortalt, så er der bare vanvittigt travlt.

Michael Petersen, direktør i Danske Anlægsgartnere.

- Vi skal som brancheforening nok gøre alt, hvad vi kan, men det er nødt til at være en fælles indsats. Der har i alt for mange år været for meget fokus på, at de unge skal gå på gymnasiet, så vi kan ikke vende udviklingen alene, lyder det fra direktøren. 

Som det ser ud nu, er der ifølge brancheforeningen nærmest jobgaranti for dem, der vælger tage en erhvervsuddannelse og blive anlægsgartner.

- Hvis man gider at arbejde, så får man et job, det er der bare ingen tvivl om. Det vil jeg nærmest give en hundrede procents garanti for, afslutter Michael Petersen.  


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik