Tilfælde af harepest fundet i Roskilde

Et dødt dyr i skoven kan være spændende at undersøge både for mennesker og hunde, men hvis der er tale om en død hare, skal du passe på.

Der er fundet et tilfælde af harepest i en selvdød hare ved Roskilde.

Den døde hare blev fundet i Boserup Skov og indsendt til Veterinærinstituttet på DTU. Undersøgelser viste, at haren var smittet med harepest.

Derfor går Veterinærinstituttet nu ud med en advarsel.

 - Det er en bakteriel infektion, der kan smitte til mennesker. Det er derfor vi også er lidt bekymrede over sådan et fund, siger specialkonsulent Mariann Chriél til TV  2 Lorry.

Det er dog ikke meldingen om en enkelt død hare, der får Veterinærinstituttet til at gå ud med en advarsel.

 - Det er yderst sjældent, at vi finder harepest i harerne. Det sker måske en gang om året eller hvert andet år. Når vi går ud med en udmelding nu, skyldes det, at vi har fået flere meldinger om døde harer i området. Vil vil gerne have, at borgere, der bruger naturen ikke kommer i kontakt med harerne og heller ikke lader deres hunde gnaske i kadaveret.

Smitter både mennesker og dyr

 Harepest kommer fra bakterien Fransiscuella tularensis, der kan smitte både dyr og mennesker. Harepest er dog ret nem at kurere, hvis man får antibiotika. 

 - Det starter med influenzalignende symptomer, og man kan få bylder, som sprænger op og muskelømhed. Der forårsager en masse vævsdød, så man bliver rigtig dårlig, og hvis man ikke får antibiotika, så kan det altså medføre døden, fortæller Mariann Chriél. 

Selvom harepest kan være fatalt for mennesker, er det sjældent, at det kommer så vidt.

 

Rør ikke ved døde harer

På grund af smittefaren skal man tage sine forholdsregler, hvis man støder på selvdøde hare under sin tur i skoven.

 - Man skal være opmærksom på at gå en tur i skoven stadig er sundere end at blive hjemme på sofaen, men man skal have handsker på, hvis man har for vane at pille i selvdøde dyr. Derudover er det vigtigt at have en god hygiejne og vaske fingre, forklarer Mariann Chriél.

Man skal derfor også holde sin hund væk fra døde harer.

Både myg og flåter kan overføre harepest til mennesker og dyr, derfor er det også en god idé, tjekke sig for flåter efter en tur i skoven, og bruge bruge myggespray, så man ikke bliver spist af myg.

 - Vi oplever ikke, at det er en sygdom, der spreder sig helt vildt. Det er typisk ét smittet dyr, vi finder her og der. Det er det sammen med mennesker, en person her eller der. Vi oplever ikke, at det er en smitte, der galopperer af sted. Men det bekymrende i denne her situation er at man har observeret flere døde harer i samme området. 

 

 

 

 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik