Stort pres på fødeafdeling: Nordjyske fødselslæger fløjet til Sjælland for at hjælpe

Fødeafdelingen på Roskilde Sygehus har lige nu så stor mangel på jordemødre og speciallæger, at der bliver fløjet personale ind fra Nordjylland. "Et vigtigt signal," lyder det fra afdelingens cheflæge.

Tirsdag måtte jordemødre og læger på fødeafdelingen på Roskilde Sygehus sige "god morgen" til tre nye kollegaer. 

Én jordemor og to læger - fløjet direkte ind fra Regionshospital Nordjylland i Hjørring.

quote Den her håndsrækning viser jo meget tydeligt, hvor dedikerede jordemødre og fødselslæger egentligt er udi at sikre de fødende et godt forløb.

Helene Hvidman, cheflæge, fødeafdelingen, Sjællands Universitetshospital Roskilde

Her skulle de tre bistå med fire planlagte kejsersnit. Og det er der behov for, hvis man spørger Helene Hvidman, der er cheflæge på fødeafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde. 

Afdelingen er nemlig ramt af massiv personalemangel, og det betyder at 40 procent af jordemoderstillingerne og 60 procent af speciallægestillingerne er ledige.

- Der er ingen tvivl om, at de udfordringer, vi har i øjeblikket med at rekruttere, gør det vanskeligt at levere det, som borgerne rimeligvis har en forventning om, siger Helene Hvidman til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Generelt er arbejdstempoet højt, og det er et speciale, hvor hver dag er forskellig, og vi kan derfor ikke altid planlægge. Nogle dage er mere travle end andre, men der bliver længere mellem de dage, hvor der er luft.

Sikrer de fødende et godt forløb

Derfor var hun også glad, da det nordjyske fødselspersonale selv tilbød at komme til Roskilde og hjælpe med de mange fødsler. Det har nemlig stor betydning.

- Når de stiller med en jordemor og en læge, frigiver det en jordemoderressource hos os, som giver mindre arbejdspres og mulighed for, at vi kan håndtere flere fødsler her, så de fødende ikke skal omvisiteres. Og så er vi mindre sårbare i forhold til eventuelt fravær. 

Desuden mener Helene Hvidman, at håndsrækningen er "et stærkt signal".

- Den her håndsrækning viser jo meget tydeligt, hvor dedikerede jordemødre og fødselslæger egentligt er udi at sikre de fødende et godt forløb.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Helene Hvidman er cheflæge på fødeafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde.
Helene Hvidman er cheflæge på fødeafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde.
Foto: Lisbeth Holten


Nordjysk hjælp hele sommeren

Det er dog ikke kun denne tirsdag, at fødende på Roskilde Sygehus vil kunne møde det nordjyske stab. 

Indtil videre er planen nemlig, at de kommer én dag om ugen i juli og august. 

Hvad kan de fødende på jeres afdeling forvente?

- De fødende kan forvente fuldstændig samme standard og behandlingskvalitet, som hvis det var vores egne, fortæller Helene Hvidman og fortsætter:

- Vi har fundet en løsning, der tilgodeser alles behov. Og så er der mulighed for, at vi kan justere i takt med, at vi får flere erfaringer.

quote Det kan godt være, det er en lille forskel, men hvis vi bare kan gøre en lille forskel, så betyder det alt.

Anya Sook Eidhammer, ledende overlæge, fødeafdelingen, Regionshospital Nordjylland

Har flyttet mange gravide

Roskilde Sygehus har siden starten af maj været spidsbelastede. Til TV 2 ØST fortalte personalet dengang, at de var presset i bund. 

Derfor besluttede Region Sjælland, at der hver måned frem til september skulle sendes 45 gravide til andre sygehuse i regionen. 

Det svarer til hver femte fødsel på afdelingen. Men fødeafdelingen er altså stadig presset.

Anya Sook Eidhammer, der er ledende overlæge på fødeafdelingen på Regionshospital Nordjylland, er en af de to læger, der tirsdag har hjulpet med de fire planlagte kejsersnit på Roskilde Sygehus.

- Det kan godt være, det er en lille forskel, men hvis vi bare kan gøre en lille forskel, så betyder det alt, siger Anya Sook Eidhammer til TV 2 Nord.

Ikke nok

Hjælpen sker på personalets fridage, og derfor skal Nordjyske gravide ikke frygte, om der er hænder nok til deres fødsler.

Hos fødeafdelingen på Roskilde Sygehus er de godt klar over, at de nordjyske lægers håndsrækning ikke er nok til at løse de massive udfordringer, de har.

- Jeg tænker, det er med til at indgyde noget håb. Det er ikke fordi, at den her håndsrækning alene gør det, men det er ét af en lang række tiltag i den ret ambitiøse genopretningsplan i afdelingen, hvor der lægges op til betydelige opjusteringer på jordemødre og speciallæger, lyder det fra Helene Hvidman.

Region Sjælland arbejder på en ny fødeplan, som skal gælde fra 2023.





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik