Steffenie holdt sygdommen hemmelig - nu er behandling på vej til 50.000 danskere

Region Sjælland og Region Hovedstaden skal til at udvikle behandlingstilbud til personer med Binge Eating Disorder (BED).

En pose krydderboller med masser smør og Nutella, et bæger is, en plade chokolade og en pose slik.

Alt sammen spist på fem til ti minutter i al hemmelighed. Først lykkerus, og dernæst dyb skam og selvhad.

Det var hverdagen for Steffenie Kaae, da hun led af overspisning.

Hun gemte emballagen for sine forældre eller spiste alene på en rasteplads. Derfor var der ingen, der vidste hvad hun kæmpede med.

- Det var de forbudte madvarer. Ting med mange kalorier, de fede og de søde fristelser, fortæller Steffenie Kaae, der i dag arbejder som vane- og overspisningscoach og hjælper andre i samme situation.

Hun begyndte at tvangsspise efter sin morfars død. 

- Jeg søgte efter en løsning på, hvordan jeg skulle være i den her sorg, det her ubehag. Der fandt jeg ud af, at maden kortvarigt kan slukke for, at man har det skidt. Men bagefter har man det forfærdeligt, fortæller Steffenie Kaae.

Først gjorde hun det bare en gang om ugen, siden blev det hver dag, og da det var værst, kunne hun have flere overspisningsepisoder om dagen. 

Tvangsoverspisning eller Binge Eating Disorder (BED) er en udbredt spiseforstyrrelse med alvorlige psykiske, fysiske og sociale konsekvenser.

Det anslås at to til tre procent af befolkningen lider af tvangsoverspisning, svarende til omkring 40.000-50.000 personer, ifølge Sundhedsstyrelsen. Sygdommen forekommer hyppigst blandt kvinder, mens cirka 25 procent af de ramte er mænd.

Kommende tilbud 

Binge Eating Disorder er en ny diagnose i Danmark. Faktisk har den kun været officielt anerkendt siden januar 2022.

Regeringen har afsat 49 millioner kroner til at udvikle tilbud til patienter med BED i regionernes psykiatri på landsplan i 2022-2025. 

I Region Sjælland betyder det, at behandlingen skal koncentreres i Center for Spiseforstyrrelser i Roskilde, og at man her fra skal tilbyde sparring til resten af regionen. I budgetaftalen for 2023 er der afsat én million kroner ekstra til BED-behandling.

quote Vi fik penge kort før sommer og åbnede ventelister for behandling. Efter 1,5 døgn måtte vi lukke ventelisten

Laila Walther, Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Men tilbuddet er ikke oppe at køre endnu.

- Lige nu ser vi et antal patienter (med BED, red.), der bliver henvist til psykiatrien med alvorlig spiseforstyrrelse, men den regelrette etablering af udredning og behandling for sygdommen er det, vi etablerer med midlerne, siger vicedirektør i psykiatrien i Region Sjælland, Søren Bredkjær.

I Region Hovedstadens Psykiatri er der lige nu ikke noget behandlingstilbud. De har netop fået midler til etablering af et tilbud på Psykiatrisk Center Ballerup, som forventes at være oppe at køre ved udgangen af 2022.

Så lige nu skal patienter med BED i Region Hovedstaden henvende sig til de private aktører, der har fået midler til at behandle disse patienter. Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade er en af dem. 

quote Det er en sygdom, der lever i det skjulte

Steffenie Kaae

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Fakta: Binge Eating Disorder

  • Binge Eating Disorder er en ny diagnose i Danmark, som først trådte i kraft i januar 2022.


  • For at leve op til diagnosekriterierne for BED skal man overspise mindst én gang om ugen over en periode på minimum tre måneder.


  • En overspisningsepisode kendetegnes ved, at personen indtager en stor mængde mad inden for et kort tidsrum samtidig med, at han/hun oplever at miste kontrollen over sig selv.


  • Personer, som lider af BED, opfatter selv, at de har et misbrugslignende forhold til mad, som de bruger til at dæmpe negative følelser.


  • Det er karakteristisk for mennesker med BED at de har lavt selvværd, depressive symptomer samt negative tanker præget af blandt andet ensomhed, angst, sorg, vrede og tomhed.


  • Mennesker med BED har typisk en følelse af at være unormale, anderledes og mindre værd. Det skyldes, at de oplever at være i besiddelse af nogle uønskede egenskaber som manglende kontrol over spisning og vægt.



Kilde: Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade


Ingen opdagede Steffenies overspisning

For Steffenie Kaae stod den ekstreme overspisning på i to til tre år.  

Fra hun var 18 år havde hun været meget optaget af mad og træning, og hun var undervægtig med for lavt BMI. Så da hun tog 20 kilo på på grund af overspisningen, var der ingen, der opdagede hendes problem. 

- Jeg prøvede at kompensere i forhold til træning. Det gjorde, at træningen blev endnu mere sygelig, fordi jeg skulle forbrænde det, jeg var så skamfuld over at have spist, siger hun.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Billedet her er fra før Steffenie Kaae begyndte at overspiste. Dengang var hun besat af at leve restriktivt med sund mad og træning. Derfor var overspisningen ekstra skamfuld.
Billedet her er fra før Steffenie Kaae begyndte at overspiste. Dengang var hun besat af at leve restriktivt med sund mad og træning. Derfor var overspisningen ekstra skamfuld.
Foto: privatfoto

Mange personer med Binge Eating Disorder er overvægtige, men overvægt er ikke et diagnosekriterie. Ifølge Foreningen Spiseforstyrrelse og Selvskade er omkring 17-30 procent med sygdommen faktisk normalvægtige.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Overvægt og Binge Eating Disorder

Overvægt er ikke nødvendigvis et symptom på BED. Alligevel hænger overvægt og tvangsspisning ofte sammen. Noget af det mest karakteristiske ved BED er nemlig, at op imod 83 procent af de berørte er eller bliver overvægtige.


Overvægten skyldes overspisningerne og den store mængde af mad, som personen indtager uden efterfølgende at have kompenserende adfærd. 


Men overvægt  er ikke et af diagnosekriterierne for BED. Man kan derfor godt lide af spiseforstyrrelsen, selvom man ikke er overvægtig. Forskningen viser faktisk, at 17-30 procent af personer med BED er normalvægtige.


Kilde: Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Steffenie Kaae gik aldrig til sin egen læge med sine problemer. 

- Jeg tror ikke, jeg ville have fået hjælp hos lægen, fordi jeg så normal ud. Mange af mine klienter ligner ikke nogen, der er overvægtige, men de kæmper. Det er en sygdom, der lever i det skjulte, siger hun.

Forening: Vi har mange på venteliste

Før 2019 var der ingen behandling til BED-patienter. Men siden har behandlingen været finansieret af puljemidler fordelt mellem private og offentlige aktører.

En af dem er Foreningen Spiseforstyrrelser og selvskade, hvor man oplever en kæmpe efterspørgsel på behandling:

- Vi fik penge kort før sommer og åbnede ventelister for behandling. Efter halvandet døgn måtte vi lukke ventelisten, fordi der var helt fyldt op, siger direktør Laila Walther.  

I Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade estimerer man, at omkring 4-5000 personer har brug for behandling, men at det kun er 10 procent af dem, der rent faktisk får det.

- Det er forfærdeligt ikke at kunne hjælpe flere, fordi mange af de her mennesker med BED er så forpinte og har et ønske om hjælp. Det er godt, at der er afsat penge for de næste tre år, men vi mener ikke, det er nok, siger Laila Walther. 

Hun mener, at det er godt, at regionerne udvikler behandlingstilbud på sigt, men at de ikke har kapaciteten lige nu. 

Hjælper andre i dag

I dag vejer Steffenie Kaae cirka det samme som dengang, hun overspiste. 

Men indeni har hun gennemgået en kæmpe forvandling. 

- Jeg vejer det samme nu, men med mere accept, siger hun.

Da hun begyndte at indse sit problem begyndte et større selvudviklingsarbejde. Det betød blandt andet, at hun uddannede sig som vane- og overspisningscoach på Madro-instituttet.

- Dengang vidste jeg ikke engang selv, hvad det handlede om for mig. Men nu er overspisning meget mere på dagsordenen heldigvis, især nu hvor det er anerkendt som diagnose, siger hun. 

Opdatering: I første udgivelse af artiklen fremgik det, at Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade estimerede at omkring 4-500 personer har brug for behandling. Det rigtige tal var 4-5000, og fremgår nu af artiklen.






Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik