Smart kæmpe-pantmaskine sluger 100.000 dåser på festival

De mange bajere, som festivalgæsterne hugger i sig, er ikke længere nær så besværlige, når de skal pantes. Det sørger en ny, smart maskine for, der lynhurtigt sender dåserne igennem systemet.

Pantsamlere har tidligere brugt lang tid i kø for at komme af med deres indsamlede dåser og flasker på Roskilde Festival.

Og når de først kom frem til disken i pantboderne for at aflevere panten, tog det op til ti minutter, fordi alt pant skulle sorteres manuelt.

quote Tidligere har en transaktion med en pantsamler taget mellem fem og ti minutter afhængigt af, hvor meget de havde med. Nu tager kun det et par minutter.

Heidi Petersen, teamleder for pant på Roskilde Festival

Men i år kan en smart maskine have ændret på det.

Inde på Roskilde Festival har man opsat en maskine ved navn Drop & Go - og den kan sluge 120 flasker eller dåser i minuttet. Det er tre gange så hurtigt som flaskeautomater i butikkerne.

Den sluger, drejer og scanner dåsen selv, så du ikke skal putte hver enkel ned i, men i stedet nemt kan hælde hele posen med pant i maskinen på én gang. Helt uden at få gamle væsker på sig. 

Pant på festival

  • I 2017 tog Roskilde Festivals pantboder i mod cirka otte millioner stykker emballage.
  • Festivalen skønner, at omkring 700 pantsamlere besøgte festivalen i 2017.
  • I alt er 1500 frivillige involveret i panthåndteringen.
  • Roskilde Festival er kontantfri, og derfor udbetales pant på et responsible refund-kort, der kan veksles til kontanter i Refund Payout i Agora L.

    Kilde: Roskilde Festival

- Det er bare at tømme en plastikpose med pant ud i en luge, så tæller den. Det er ligesom en mønttæller, som du kender fra banken - bare i stor skala, siger Heidi Petersen, der er teamleder for pant på Roskilde Festival.

Dansk Retursystem forventer, at maskinen ville sluge 100.000 flasker og dåser på festivalen.

- Tidligere har en transaktion med en pantsamler taget mellem fem og ti minutter afhængigt af, hvor meget de havde med. Nu tager kun det et par minutter, siger hun.

Drop & Go står mellem Arena og og main gate.

Slut med lange køer

Frida Nørkjær skulle af med op mod ti sække med pant, og her var Drop & Go ganske nyttig.

- Det er bare mega smart. Så skal man ikke stå i lange køer. Der er en maskine, der ordner det. Så går det meget hurtigere. Vi har lige været henne ved én af de gamle pantboder, hvor der var lang kø. Men så hørte vi om det her, og så gik vi herhen i stedet for. Der var ikke kø, siger hun. 

Såkaldte pant-guider foran de mindre pantboder leder pantsamlerne over mod Drop & Go, så de lærer den smarte maskine at kende.

Frida Nørkjær er frivillig i en bar, og derfor skal hun af med store mængder pant. Hun er glad for Drop & Go.

Festivalgæsterne kan også selv aflevere deres pant i maskinen. Det er bare at smide flasker eller dåser i, og så printer maskinen en voucher.

En stor succes

Heidi Petersen oplever da også, at både pantsamlere og gæster har taget godt imod maskinen:

- Pantsamlerne har allerede meldt tilbage, at de er rigtig glade for den. Jeg er meget positiv, og jeg håber, at der kommer mange flere her igennem de næste par dage. Vi satser på, at det bliver en stor succes, der bliver meget mere velkendt blandt vores publikum og vores pantsamlere, siger hun.

 

Udover den hurtige ekspedition så kvaser maskinen også dåserne, så skraldet fylder mindre, inden det køres til genbrug.

Sidst men ikke mindst, så er Drop & Go meget mere standhaftig end normale pantmaskiner, og den kan tåle store mængder snavs.

- Selvom det er sol i år, så er vores pant mere beskidt. Men maskineriet kan tage snavsen, siger Heidi Petersen.

Pant-maskinen blev Danmarks største i tre måneder

Inden Drop & Go kom på Roskilde Festival stod den tre måneder på en parkeringsplads i Rødovre Centrum for at teste systemet.

Her blev den hurtigt Danmarks største pantinsamler: 

Der blev i den periode afleveret 1,4 millioner flasker og dåser i alt. Det giver i gennemsnit 17.000 flasker om dagen.

Her stod Drop & Go som en del af et pilotprojekt, hvor man udvikler den bedste måde at sortere pant på.

Drop & Go er på Roskilde Festival en del af Dansk Retursystems test af maskinen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik