Skolebørn i Roskilde er ikke smittet med coronavirus, vurderer styrelse

Flere børnefamilier i Roskilde kan nu ånde lettet op, efter myndighederne har vurderet, at der ikke er sket coronasmitte på Hedegaardenes Skole.

Børnene til den far, som er den første coronasmittede dansker, har ikke smittet nogen på deres skole i Roskilde.

Der vurderer Styrelsen for Patientsikkerhed, der fredag eftermiddag har meddelt, at de fastholder vurderingen af, at der ikke er sket smittespredning på Hedegårdenes Skole.

Det skriver Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

Vurderingen sker på baggrund af yderligere test. Roskilde Kommune er fortsat i tæt dialog med Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed for at forebygge spredning af smitten.

Borgmester opfordrer folk til at bevare roen

Roskilde Kommunes beredskab arbejder fortsat aktivt med at sikre koordinering af arbejdet.

- Vi tager selvfølgelig situationen alvorligt og følger udviklingen tæt. Jeg vil først og fremmest opfordre alle til at bevare roen og overholde de almindelige hygiejneregler, lyder det fra borgmester Tomas Breddam (S) i pressemeddelelsen.

Roskildes borgmester med Hedegårdenes Skole i baggrunden.
Roskildes borgmester med Hedegårdenes Skole i baggrunden.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Hvis der opstår en situation, hvor man er i tvivl om smitte, er det rigtig vigtigt, at man kontakter læge, inden man handler, understreger borgmesteren. Roskilde Kommune følger situationen tæt og opdaterer, så snart der er nyt at fortælle, siger borgmesteren.

Den smittede far fra Roskilde er TV 2-medarbejderen Jakob Tage Ramlyng. Han er fortsat i hjemmekarantæne, efter han blev testet positiv for coronasmitte på Roskilde Sygehus.

Jakob Tage Ramlyng og hans familie opholdt sig i sidste uge på skiferie i Chiesa i Valmalenco i provinsen Sondrio i det nordlige Italien, der i flere regioner har oplevet en stigning i antallet af smittetilfælde siden weekenden.

Jakob Tage Ramlyngs kone og søn, der også havde udvist symptomer, blev også testet, men deres resultater var negative.

Endnu en dansker smittet efter skiferie

Fredag eftermiddag oplyser Sundhedsstyrelsen, at Rigshospitalet har bekræftet, at endnu en dansker er smittet med coronavirus.

Vedkommende havde ligesom Jakob Tage Ramlyng også været på skiferie i det nordlige Italien.

Jakob Tage Ramlyng lagde billedet, hvor han får taget mundskrab på Roskilde Sygehus, op på Facebook onsdag eftermiddag.
Jakob Tage Ramlyng lagde billedet, hvor han får taget mundskrab på Roskilde Sygehus, op på Facebook onsdag eftermiddag.
Foto: Privatfoto

Personen kom hjem fra skiferien den 15. februar og blev syg med hoste, feber m.v. tre dage efter sin hjemkomst.

Vedkommende henvendte sig til egen læge i går, den 27. februar, og blev henvist til undersøgelse på Rigshospitalet.

For at undgå smitte med coronavirus anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man vasker sine hænder ofte, og at man hoster eller nyser i ærmet.

Hvis man har hoste, feber og vejrtrækningsproblemer og muligvis har været i kontakt med smittede, skal man kontakte egen læge per telefon og følge den instruks, man får.

Man kan læse mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Sundhedsmyndighederne og Roskilde Kommune fik travlt, da det torsdag blev bekræftet, at en borger fra byen, var blevet smittet med coronavirus. Se mere i nedenstående indslag, som TV 2 Lorry bragte torsdag.

Torsdag blev det offentliggjort, at den første smittede dansker er roskildenser.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik