Rutinestop af varevogn tog uventet drejning

Da en bilist uden sikkerhedssele havde stoffer på sig, ransagede politiet hans bopæl. Her blev en anden mand også taget for narkokriminalitet.

Da Midt- og Vestsjællands Politi torsdag morgen klokken 08.22 standsede en mand i en varevogn for at køre uden sikkerhedssele på Hyrdehøj i Roskilde, havde de formentlig ikke forestillet sig, hvilken drejning sagen skulle tage - og hvor mange mennesker, der skulle sigtes.

Den 31-årige kunne ikke fremvise et kørekort, og derfor blev han også sigtet for det.

Sagen sluttede dog langt fra her.

En narkometertest viste nemlig, at manden muligvis var påvirket af amfetamin, så han blev sigtet for at køre bil under påvirkning af narkotika og fik udtaget blodprøve.

Desuden fandt politiet omkring et gram amfetamin på manden, som også blev sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer.

Ransagede bopæl og fandt en anden mand med hash

Da politiet efterfølgende ransagede den 31-åriges bopæl, fandt de ikke yderligere ulovligheder, manden kunne sigtes for.

I stedet fandt de noget, en anden mand kunne sigtes for. En 25-årig mand uden fast bopæl var nemlig til stede, og på et værelse, den 25-årige havde råderet over, lugtede der umiskendeligt af hash.

Det fik politiet til at ransage værelset, og her fandt de en pose hashmix, cirka 113 gram hash og et femcifret kontantbeløb, politiet formoder stammer fra salg af euforiserende stoffer. 

Desuden fandt politiet en ulovlig halskniv og en tablet, der blev beslaglagt for at undersøge, om den havde forbindelse til mistanken om det ulovlige narkosalg.

Politiet beslaglagde alle de ulovlige fund og kontanterne, og den 25-årige blev anholdt og afhørt, inden han blev løsladt igen. 

Han kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne skal afgøres.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik