Roskilde fik det vildeste regnskyl: "Vi blev ramt af en 76 års-hændelse"

Frem til klokken 11 lørdag faldt der hele 74 millimeter regn i Roskilde. Det får forsyningsselskabet Fors til at kalde det for en 76 års-hændelse.

Man kalder det et skybrud, hvis der falder mindst 15 millimeter regn på en halv time, og det blev overskredet med længder i Roskilde lørdag. Der faldt der nemlig hele 31,2 millimeter regn på 30 minutter. Og det er den største lokale døgnnedbørmængde indtil videre i år.

- Vores regnmålere fortæller os, at vi blev ramt af en 76 års-hændelse i Roskilde i dag, så det er sjældent meget regn, fortæller Lars Wiboe Pilmann, der er projektleder i forsyningsselskabet Fors, der blandt andet håndterer regn- og spildevand i Roskilde, men også Lejre Kommune.

En 76 års-hændelse betyder, at der rent statistisk kun falder ligeså meget regn som i Roskilde lørdag én gang hvert 76. år.

De store mængder regn kunne også ses i gadebilledet flere steder i byen, hvor der var oversvømmelser. Blandt andet var viadukten på Køgevej lukket et par timer, fordi der var for meget vand på vejen.

Begrænset skybrudssikring i Roskilde

I Roskilde har forsyningsselskabet valgt at gribe skybrudssikringen an på en helt anden måde end andre steder i hovedstadsområdet.

Forsyningsselskabet HOFOR, der håndterer regn- og spildevand i både Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, Rødovre, Vallensbæk og også Københavns Kommuner, har gang i hundredevis af større skybrudsprojekter og bruger milliarder af kroner på det.

For eksempel laver de store skybrudstunneller og udvider kloaknettet flere steder. Men det har Fors og Roskilde fravalgt.

Der har været store oversvømmelser i Roskilde i dag. Bør I ikke gøre mere for at forhindre det?

- Hvis vi skal gøre mere, end vi gør i dag, kræver det, at politikerne i Roskilde definerer, hvor meget mere det skal være. I København kommer der også til at være hændelser, der overskrider det, de har sikret til. De sikrer sig imod store oversvømmelser ved en 100 års-hændelse, men hvis der så kommer en 200 års-hændelse, vil der alligevel komme vand i gaderne i København, siger Lars Wiboe Pilmann og tilføjer:

- Det hele er et spørgsmål om at vælge, hvilket niveau man vil sikre til, og der spiller penge selvfølgelig også en rolle.

Projektlederen i Fors forklarer desuden, at Roskilde rent geografisk også står med færre udfordringer end København, fordi Roskilde er placeret højere i landskabet end hovedstaden.

I Roskilde arbejder Fors primært med at sikre, at vandet bliver ledt de rigtige steder hen, og at lave flere områder, der kan suge regnen, som for eksempel grønne arealer i stedet for asfalt.

Billeder fra det voldsomme regnvejr i Roskilde lørdag:

Sankt Claras Vej i Roskilde.
Sankt Claras Vej i Roskilde.
Foto: Presse-fotos.dk
Åvej i Roskilde.
Åvej i Roskilde.
Foto: Presse-fotos.dk
Kirkevej i Roskilde.
Kirkevej i Roskilde.
Foto: Presse-fotos.dk
Haraldsborgvej
Haraldsborgvej
Foto: Presse-fotos.dk

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik