Roskilde Festival melder udsolgt af partoutbilletter

Der er ikke flere partoutbilletter tilbage til årets Roskilde Festival. Det oplyser festivalen tirsdag.

Fire dage før til dette års Roskilde Festival åbner, melder festivalen udsolgt af partoutbilletter.

Dermed er alle 80.000 partoutbilletter til årets festival blevet solgt.

quote Det er fantastisk, at vi igen kan melde udsolgt.

Christina Bilde, talskvinde for Roskilde Festival

Et begrænset antal endagsbilletter er fortsat til salg til dagene onsdag 28. juni og torsdag 29. juni.

Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.

- Det er fantastisk, at vi igen kan melde udsolgt. 

- Vi glæder os til at tage godt imod de 80.000 deltagere, der har valgt den fulde oplevelse og dermed kan blive en del af et tæt fællesskab i otte dage, siger talskvinde for Roskilde Festival Christina Bilde i pressemeddelelsen.

Billetterne er solgt til folk i 82 forskellige lande, og 15 procent af partoutbilletter er i år solgt uden for Danmarks grænser.

- Billetsalget er en positiv indikation på, at Foreningen Roskilde Festival igen forventer at leve op til non-profit-formålet og derfor kan donere et millionbeløb til velgørende formål efter festivalen, siger Christina Bilde. 

Der vil i år være mere end 180 koncerter på Roskilde Festival fordelt på ni scener.

I de senere år har festivalen meldt udsolgt af partoutbilletter i 2010, 2011, 2012, 2014, 2015 og 2016.

Festivalen løber af stablen fra lørdag 24. juni til 1. juli. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik