Roskilde Festival er slut, men for Ida og Casper forsætter den til vinter

Enkelte gæster på årets Roskilde Festival fortsætter festivallivet, når de til januar som de første elever starter på Roskilde Festival Højskole.

Gæsterne på årets Roskilde Festival har den seneste uge hørt musik, festet, drukket og levet i en støvsky. De fleste af gæsterne lægger festivalen på hylden og vender først tilbage næste sommer, men enkelte gæster kommer til at fortsætte festivallivet.

6. januar flytter 80 elever nemlig, som de første nogensinde, ind på den nye Roskilde Festival Højskole, der ligger blot én kilometer væk fra Orange Scene.

- Alle taler jo om at have festival-blues, når man tager hjem om søndagen, ganske træt, lidt ødelagt og beskidt. Og så tænker vi, at man kan trøste sig med, at man kan tage på højskole et halvt år og forberede sig, dygtiggøre sig, danne sig og så være med til at skabe den her fantastiske begivenhed, som Roskilde Festival er, siger Jonas Møller, viceforstander på Roskilde Festival Højskole, til TV 2 Lorry.

Flere af de elever, som starter på højskolen til januar bor i campområdet Settle 'N' Share, som Roskilde Festival Højskole selv har startet. Og for at bringe højskole og festival sammen er der morgensang hver morgen under festivalen.

- Det er meget rørende, at de har lyst til at sætte sig ind og synge både gamle og nye sange, mens de er på festival og er midt i det her kaos, siger Jonas Møller.

En højskole med festivalværdier

To af de elever, der starter på højskolen til januar er Ida Ullstad fra Hellerup og Casper von Bülow fra Hvalsø. Begge har de trods deres unge alder været fast inventar på Roskilde Festival de seneste år. Nu tager de den unikke følelse fra Roskilde Festivalen med ind i deres højskoleophold.

- Jeg tror bare, at lige den højskole kan noget mere end de andre. Der er plads til personlig udvikling og kreativ udfoldelse, men jeg tror også, den her højskole kommer til at tage alle festivalens værdier og ånden med ind, siger Ida Ullstad til TV 2 Lorry.

- Da jeg opdagede, det var en højskole, som har samme værdigrundlag som Roskilde Festival, og de laver simpelthen så meget, som jeg gerne vil bakke op om. Så det vil jeg gerne være en del af, siger Casper von Bülow til TV 2 Lorry.

Kom med til morgensang i Settle 'N' Share og hør Ida og Caspers tanker om deres højskoleophold:

Her kan du høre flere af Ida og Caspers tanker om deres kommende højskoleophold.

På højskolen kan de 80 elever få fag som musik, ledelse, medier, politik, maker, hvor man beskæftiger sig med håndværk, og kunst.

Og udover højskolens inspiration fra festivalen, indgår der på flere af kurserne også et tæt samarbejde med festivalen, hvor eleverne kan få lov til at lave et projekt til selve festival-ugen næste år.

- Hvis man skal lave nogle projekter, så kan man bruge festivalen som en utopisk legeplads. Og jeg skal have nogle kreative fag, hvor jeg forhåbentlig skal lave nogle opfindelser. Så måske jeg kan sige, at hvis det her virker på festivalen, så virker det også i den virkelige verden, siger Casper von Bülow.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik