Roskilde Festival bag ny radiokanal på DAB

Nyoprettet ungdoms-radiostation med Roskilde Festival i ryggen vinder udbud af kommende DAB-kanal for næsen af Radio 24syv

Der var skuffede miner blandt medarbejderne på Radio 24syv, da det i dag blev offentliggjort, hvem der skal sende fra den kommende DAB-kanal.

I stedet for Radio 24syv kommer den nyoprettede ungdoms-radiostation Loud til at sende fra den kommende DAB-kanal, oplyser Radio- og TV-nævnet.

Radio Loud består af en sammenslutning af en række lokale radiostationer og store kulturinstitutioner som Nationalmuseet, Vega og Roskilde Festival.

Radio Loud vil henvende sig til de unge i alderen 15 til 32 år og blandt andet satse på konstruktiv nyhedsjournalistik.

En klar afgørelse, siger nævnsformand

I en pressemeddelelse skriver Radio- og tv-nævnet, at Radio Loud har indsendt den ansøgning, som bedst lever op til de kriterier, der er opstillet i udbudsmaterialet.

- Det har været en klar afgørelse, idet Kulturradio Danmark A/S (som står bag Loud, red.) har fået en samlet score på 6,65, hvilket er 1,55 bedre end den næstbedste, siger Caroline Heide-Jørgensen, som er formand for Radio- og tv-nævnet.

- Jeg vil gerne understrege, at der ligger et grundigt arbejde bag evalueringerne af de tre ansøgninger, hvor vi har konkluderet, at Kulturradio Danmark A/S har præsenteret Radio- og tv-nævnet for den bedste løsning i forhold til at drive den nye DAB-radiokanal, siger hun.

Inden afgørelsen var Radio24syv favorit til at vinde udbuddet. Radiostationen har eksisteret siden 2011 og opnået succes som taleradio. Også DK4 Radio havde budt ind, men vandt altså heller ikke udbuddet.

Radio24syvs afgående chefredaktør, Jørgen Ramskov, er mildest talt skuffet.

- Det er fuldstændig grotesk at være vidne til, men sådan er det, siger han til Ritzau.

- Vi sender indtil 31. oktober. Jeg ser på nogle folk, som selvfølgelig er kede af det, men som er klar til at give den gas. Fordi det har vi gjort indtil nu.

Der er lagt blomster foran radio 24syvs hoveddør, efter det nu står klart, at radioen må lukke.
Der er lagt blomster foran radio 24syvs hoveddør, efter det nu står klart, at radioen må lukke.
Foto: Jakob Beck - TV 2 Lorry

Den nye DAB-kanal udbydes for fire år med et årligt offentligt tilskud på 70 millioner kroner. Pengene kommer fra medieforliget og public service-puljen.

Loud begynder efter planen at sende fra 1. april 2020


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik