Retssag fastholder boligkøbere i limbo: Derfor er det muligt

Hvordan kan det lade sig gøre, at man kan blive fanget i en retssag, der reelt ikke vedrører én? Det spørger boligkøbere, der ikke kan få færdiggjort deres lejligheder på grund af en tvist mellem en bygherre og entreprenør.

I Roskilde har boligkøbere i ejendommen Bifaldet i to år været fanget i deres ufærdige boliger på grund af en verserende voldgiftssag mellem ejendommens bygherre KSE Ejendomme og entreprenør STB Byg.

Klimaskærmen er utæt, og det betyder, at beboerne får vand ind i lejlighederne, og i to boliger er der fundet skimmelsvamp. Derudover står altaner, depotrum og facader ufærdige hen.

Artiklen fortsætter under billederne

Flere boliger er blevet saneret for skimmelsvamp.
Flere boliger er blevet saneret for skimmelsvamp.
Foto: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry
Sådan ser terrassen ud i en af penthouselejlighederne.
Sådan ser terrassen ud i en af penthouselejlighederne.
Foto: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry
Flere af beboerne har huller i loftet.
Flere af beboerne har huller i loftet.
Foto: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry

Adm. direktør i KSE Ejendomme har oplyst, at de kun kan lave lappeløsninger i boligerne og ikke renovere f.eks. klimaskærmen, fordi der skal sikres beviser i sagen mod entreprenøren.

Beboerne føler, at de er efterladt i et limbo.

- Vi rækker nu i desperation ud til politikere og medier for at få noget taletid om vores frustration over at være fanget i et system, som egentlig bare tilgodeser bygherre og entreprenørs stridighed. Vi har ikke mulighed for at påvirke den proces, og det er et kæmpe problem som beboer og køber af en ejendom, siger en af Bifaldets beboere, Mads Brøndby Tiedt.

quote Det er svært at forestille sig, at vi helt kan fjerne den risiko, der er for at blive fanget i andres retssag.

Jeppe Bruus, Socialdemokratiets retsordfører

En udenforstående må ikke blande sig

Ifølge Peter Pagh, der er jurist og juraprofessor ved Københavns Universitet, er det med fuldt overlæg, at retssystemet er skruet sådan sammen, at beboerne ikke kan blande sig i voldgiftssagen mellem bygherre og entreprenør.

- Det er kernetanken i partsaftalen, at to parter, fx. Hansen og Andersen frivilligt påtager sig forpligtelser overfor hinanden. Der kan vi ikke have, at Jensen kommer og siger: Jeg synes, du skulle have gjort noget andet. For det er jo ikke det, konflikten handler om, siger Peter Pagh til TV 2 Lorry.

Her ses visualiseringen af Bifaldet, som boligerne er blevet solgt på.
Her ses visualiseringen af Bifaldet, som boligerne er blevet solgt på.
Foto: Martin Kofoed / 3D Vizual

Heller ikke socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, ser nogen umiddelbar løsning.

- Det er svært at forestille sig, at vi helt kan fjerne den risiko, der er for at blive fanget i andres retssag. Det ændrer jo bare ikke ved, at det er en mega utilfredsstillende situation at være i. Omvendt er det at have et voldgiftsystem, hvor man løser uenigheder i et ordnet system hurtigt og effektivt, generelt set en rigtig god idé, siger han.

Ifølge Peter Pagh er det desværre ikke ualmindeligt, at folk bliver fanget i andres retssager, men han mener også, at det er umuligt at undgå.

- Vi er jo vokset sammen på sådan en måde, at vi er afhængige af hinanden. Altså det gælder også, når du skal ned og købe almindelige forbrugsvarer. Hvis sælgeren ikke kan få fat i de varer, han har solgt til dig, fordi der hænger et skib fast i Suez-kanalen, så har det betydning for dig. Sådan er vi jo bundet sammen. Man kan i aftaler prøve at flytte risikoen fra den ene til den anden part. Altså hvem skal betale for risikoen, men vi kan ikke fjerne risikoen for, at der sker sådan noget, siger Peter Pagh.

Kan en retssag tidsbegrænses?

Når nu man ikke kan ændre systemet, så folk undgår at blive fanget i andres retssag, kan man så i stedet indføre en tidsbegrænsning på voldgiftssager? Det har vi spurgt Jeppe Bruus om.

- Voldgiftssager er i sin natur sådan, at to parter er enige om, at det er den her tvist, vi skal have løst og den afgørelse, der kommer, den er bindende, og det vil sige, at den beror på de beviser, de bærer ind i den sag. Derfor vil jeg være meget forbeholden imod at skulle sætte en tidsgrænse, fordi det kunne have nogle andre negative konsekvenser, og normalt er det sådan, at de her sager kører hurtigt, og så er der desværre en sag som den her, hvor nogle borgere er fanget i en sag, der har kørt i to år, og det synes jeg da også er alt for lang tid, svarer han.

quote Det kan ikke være sandt, at beboere og ejendommen skal stå og forfalde, fordi tiden bare får lov at løbe og løbe og løbe.

Mads Brøndby Tiedt, beboer

Jeppe Bruus er dog åben for at se på, hvordan systemet kan forbedres. Og en forbedring er nødvendig, hvis man spørger Mads Brøndby Tiedt.

- Man bør kigge på systemet. Det kan ikke være sandt, at ejendommen skal stå og forfalde, fordi tiden bare får lov at løbe og løbe og løbe. Lige nu kan vi ikke se nogen ende på det, og det kan vi ikke leve med, afslutter han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik