Politisk aftale baner vejen for dige – men det bliver aldrig færdigt, siger klager

Jackie Johansen var en af de beboere, som stoppede kystsikringen ved Jyllinge Nordmark. Han mener, at lovændringen, der nu kan genstarte digebyggeriet, er ”noget makværk”.

For langt størstedelen af beboerne i Jyllinge Nordmark vil 17. december 2019 være en dato, der står prentet i hukommelsen lang tid frem.

Det er nemlig datoen, hvor Miljø- og Fødevareminister Lea Wermelin (S) præsenterede en bred aftale, som skal ændre kystbeskyttelsesloven på en måde, så kommuner i særlige tilfælde kan ansøge om at borgernes klageret bliver fjernet i sager, der vedrører kystbeskyttelse.

Men ifølge Jackie Johansen er baggrunden for lovændringen overraskende.

quote Jeg mener egentlig, at det er noget makværk at lave lovændringer på baggrund af et underkendt projekt.

Jackie Johansen, beboer i Jyllinge Nordmark og klager over digeprojektet

Han er beboer i én af de syv husstande, som i sin tid sendte en klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der endte med at stoppe digeprojektet i foråret. Lige siden har projektet stået stille.

- Først og fremmest vil jeg sige, at der allerede ligger en færdigbehandlet klage som underkender og standser byggeriet, siger Jackie Johansen til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Jeg mener egentlig, at det er noget makværk at lave lovændringer på baggrund af et underkendt projekt. Jeg kunne forstå, hvis der var tale om ren kværulanteri. Når der foreligger en afgjort klage, så kan man jo se, at det ikke er tilfældet.

Hvad mener tænker du om, at du som borger ikke vil have ret til at klage over dette projekt i fremtiden?

- For første gang i Danmarkshistorien har man en godkendt klage fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, som stopper byggeriet, fordi klagen får opsættende virkning. Denne siger klart at man ikke tager højde for de regler for miljøbeskyttelse som foreligger, siger Jackie Johansen.

Ifølge ham kom klagenævnet med en afgørelse med anvisninger til, hvordan diget kunne gøres lovligt og gennemføres. Han mener, at kommunen burde have fulgt klagenævnets anvisninger.

Grundlæggende mener Jackie Johansen, at projektet er overdimensioneret, og at det grundlæggende problem i sagen er, at kommunen og digelauget har ønsket at gennemføre et overdimensioneret kystbeskyttelses projekt.

- Og nu er det blevet sådan, siger han.

Mener, digeprojekt belaster naturområde

Højden på kystsikringen i Roskilde Fjord er langt fra uvæsentlig. Det var nemlig ét af de væsentlige klagepunkter i den klage, som endte med at VVM-godkendelsen til diget blev ophævet.

quote Det her projekt kunne have været færdigt for længe siden, hvis man havde valgt at gøre, som klagenævnet har anvist

Jackie Johansen

Placeringen af diget ligger nemlig i et område, der er naturbeskyttet og klassificeret som et såkaldt Natura 2000-område.

Dermed er det væsentligt, at man ved et byggeri af kystsikring sørger for, at naturen ikke belastes mere end højst nødvendigt. Men det er netop det, der sker, når højden på digeprojektet i Jyllinge Nordmark bliver de planlagte 2,4 meter.

- Man belaster et miljøområde unødigt. Afgørelsen fra Miljø- og Fødevareklagenævnet sagde kort og godt, at det er et overdimensioneret byggeri, siger Jackie Johansen.

Forstår du, at man skal vægte det større flertal højere end en enkelt mands klageret?

- Nej, der er ingen grund til at fjerne klageretten. Det her projekt kunne have været færdigt for længe siden, hvis man havde valgt at gøre, som klagenævnet har anvist.

Hvad tænker du om fremtiden i Jyllinge Nordmark, når diget bliver færdigt?

- Det bliver såmænd aldrig færdigt. Hvert fald ikke før om mange år. Det her er bare et skridt på vejen.

Hvorfor ikke? – Nu står du jo til at miste din ret til at klage?

- Det tillader jeg mig ikke at udtale mig om, siger Jackie Johansen.

Dige kan stå færdigt i 2020

Ifølge de tre socialdemokrater, der tæller borgmester i Roskilde Thomas Breddam, miljøordfører Mette Gjerskov og Miljø- og Fødevareminister Lea Wermelin, er håbet nu, at diget kan være færdigbygget før stormsæsonen 2020 begynder.

- I seks år har de her mennesker levet i usikkerhed og utryghed. De har haft sandsækkene parat, og de har holdt øje med vejrudsigterne, og det er rigtig utrygt at leve på den måde, lød det tirsdag fra Mette Gjerskov, efter miljøministeren præsenterede aftalen om lovændringen.

- Nu har vi fjernet en kæmpe sten på vejen i forhold til, at der kan komme et dige til næste stormsæson. Og det er det, det handler om, tilføjede hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik