Politiet leder fortsat efter far: Afleverede bortført datter til familien

Eftersøgt far overlod datter til familie på Sydsjælland. Politiet leder efter manden, der risikerer fængsling.

En otte-årig pige er søndag blevet genforenet med sin mor, efter at hun blev efterlyst 4. december. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

I en besked på Twitter søndag meddeler politiet, at barnet er "hjemme i god behold hos sin mor igen".

Forinden havde faren afleveret pigen hos familiemedlemmer på Sydsjælland, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

- Hun er glad for at være hjemme igen og har det efter omstændighederne godt.

Faren stadig efterlyst

Hvor barnet har opholdt sig siden begyndelsen af december, har politiet ikke umiddelbart viden om.

Politiet har endnu ikke fået kontakt til den 32-årige far, som, en dommer har besluttet, skal varetægtsfængsles. 

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser mandag til TV 2 Lorry, at de fortsat leder efter faren.

Forsvundet siden december

I begyndelsen af december bad politiet offentligheden om hjælp til at finde såvel pigen som hendes far på 32 år.

Politiet blev alarmeret, da hun ikke blev afleveret til sin mor, efter at hun havde haft samvær med sin far.

Faren blev efterlyst for at have fjernet barnet fra den, der har forældremyndigheden. Dette er en overtrædelse af straffeloven og straffes med fængsel.

De to blev sidst set ved Hovedbiblioteket i Roskilde, lød det i den oprindelige efterlysning. Pigen havde en kaninbamse med sig.

Politiet mente, at barnet var tilbageholdt mod sin vilje, og man frygtede, at far og datter var på vej ud af landet.

/ritzau/