Oplev Roskilde: Kom helt tæt på den skønne natur ved Roskilde Havn

Udforsk havbunden, lær at lave mad med råvarer fra den lokale natur eller nyd din frokost ved værftspladsen Tunet. Her følger en række anbefalinger til, hvad du kan opleve ved Roskilde Havn.

02:04

På Roskilde Havn er der mange hyggelige oplevelser i vente. Video: Morten Raarup - TV 2 Lorry





Krabber, rejer og småfisk. Det er, hvad du kan komme helt tæt på, hvis du tager et smut forbi Roskilde Havn. Blandt mere end 300 lystbåde er der masser af sjove aktiviteter for både store og små på havnen.

Nationalmuseets sejlskib, Bonavista, og TV 2 Lorry er nu ankommet og har lagt til kaj ved den første havn på vores sommertogt – nemlig Roskilde Havn. Her følger en rækker anbefalinger til, hvad du kan opleve i området omkring den aktivitetsfyldte fjordhavn.

Læs også Oplev Frederikssund: Vikingeboplads, rigt fugleliv og en hemmelig have

Havdyr og lokal natur

Hvad gemmer der sig egentlig af smådyr under havoverfladen ved Roskilde Havn? Det kan du finde ud i Roskilde Oplevelseshavn. Her har du rig mulighed for at udforske, hvad der gemmer sig af smådyr i havnen og fjorden.

TV 2 Lorrys sommertogt med Bonavista

Nationalmuseet og TV 2 Lorry vil i løbet af sommeren tage dig med rundt til 18 af Lorrylands havne og ankerpladser med det gamle fragtskib, Bonavista.

Bonavista er en prægtig tomastet skonnert, der blev bygget tilbage i 1914 til fragtsejllads. Oprindeligt blev det knap 40 meter lange skib brugt til at transportere klipfisk over Atlanterhavet.

Det gamle fragtskib har også været charter- og oplevelsesskib i mange år, men i de seneste 20 år har det ligget i Marstal, hvor det er blevet renoveret fra ende til anden.

Se mere

Du kan låne net og andet udstyr til din undersøgelse af krabber, rejer, småfisk og andre havdyr, så du er garanteret en dag fuld af sjov og læring.

Roskilde Havn byder dig også velkommen til madlavning på Naturkogeskolen. Hver onsdag i løbet af sommeren kan du fra 12:30 til 14:30 lære at lave mad af råvarer, som du kan finde i den lokale natur.

Læs også Helt ny app: Oplev Lorryland

Hvis du derimod har lyst til at nyde din egen medbragte mad, vil værftspladsen Tunet eller havnekajen være oplagt til en hyggelig frokost.

Sct. Hans Have

01:56

I løbet af sommeren kan du i Sct. Hans Have opleve en skulpturudstilling. Foto: TV 2 Lorry

Luk video

En lille, unik oase. Sådan beskrives Sct. Hans Have bedst. Den ukendte perle, der er placeret på Psykiatrisk Center Sct. Hans' område, lægger op til en herlig sommerdag i skønne, grønne omgivelser, hvor du kan nyde lette frokostretter på stedets café.

Du kan også stikke hovedet indenfor i Sct. Hans Haves gartneri – et gartneri, hvor planterne dyrkes på økologisk manér.

Stedet har også en lille butik. Her kan du købe alt fra bøger om krydderurter til farverige tæpper. Butikken sælger også ud af egne produkter.

Læs også Oplev Hundested: Kom helt tæt på det levende håndværk på Hundested Havn

Har du brug for at få rørt dig i sommervarmen, kan du fra juni til september også dyrke yoga eller tai chi i Sct. Hans Have.

00:49

I Roskilde kan du også opleve Roskilde Domkirke, Ragnarock og Vikingeskibsmuseet. Foto: TV 2 Lorrry

Luk video

Roskilde Domkirke

Et gotisk mesterværk. Det er, hvad Roskilde Domkirke bliver kaldt. Domkirken har en lang historie og mange kongelige kapeller, som bestemt er et besøg værd.

Domkirkens kongegrave, kongelige kapeller, museum og galleri kræver entré. Det koster 60 kroner for voksne, men er gratis for børn og unge fra 0 til 17 år.

Oplev en vandring i næsten 1000 års Danmarkshistorie i Roskilde Domkirke. Foto: - TV 2 Lorry

Ragnarock

Hør og føl dig gennem den rytmiske musiks historie på museet for pop, rock og ungdomskultur. På Ragnarock får du et indblik i alt fra 50’ernes rock and roll til 80’ernes popkultur.

Det koster 110 kroner i entré for voksne. Det er gratis for børn og unge i alderen 0 til 17 år.

På Ragnarock venter alverdens rytmiske oplevelser. Foto: Ólafur Steinar Gestsson - Ritzau Scanpix

Vikingeskibsmuseet

På Vikingeskibsmuseet kan du opleve de fem verdensberømte vikingeskibe fra Skuldelev. Skibene kan blandt andet gøre dig klogere på vikingetidens skibsfart, togter og handel.

Læs også Oplev Tisvildeleje: Historisk badeby med strand, skov og masser af caféliv

Alle under 18 år har gratis adgang til museet – året rundt. Hen over sommeren skal voksne af med 150 kroner.

Få et indblik i livet i Norden for omkring 1000 år siden på Vikingeskibsmuseet. Foto: - TV 2 Lorry