Op mod 250 personer samledes til fest og slagsmål i bypark

Efter invitationer om at feste i Folkeparken i Roskilde bredte sig og tiltrak op mod 250 personer torsdag aften, vil politiet nu sætte ind.

Torsdag aften kunne politiet konstatere, at adskillige grupper fulde folk flirtede med en overtrædelse af forsamlingsforbuddet, da omkring 250 personer havde været lidt for enige om alle at søge mod Folkeparken i Roskilde for at feste på kristi himmelfartsdag.

Af dem var mange troppet op til fællesfest i parken på baggrund af invitationer, der havde været i omløb via sociale medier, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten for fredag.

Derfor fik politiet travlt med at agere politi og sørge for, at de mange grupper med festende i parken ikke flød sammen til én stor af slagsen.

- Samtidig blev de tilstedeværende kraftigt opfordret til at forlade området, hvis de ville minimere risikoen for at få en bøde for overtrædelse af forsamlingsforbuddet, skriver politikredsen i døgnrapporten.

Festen kørte af sporet

Betjentene i Roskilde kunne konstatere, at de fleste af de festende forsamlede var unge og fulde. Så derfor var der bøvl med at få dem til at forlade Folkeparken. Det gik langsomt, meddeler politiet.

Men desværre betød rømningen af festen i Folkeparken blot, at de fleste i stedet forsamlede sig i Byparken, som ikke ligger langt derfra.

Og så fik politiet igen travlt med at agere politi og true med bøder.

For en gruppe unge kørte festen dog af sporet omkring Byvolden, hvor en patrulje måtte skride ind med peberspray, fordi der opstod et større slagsmål.

Her blev seks unge fra Roskilde og Lejre sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, mens en 13-årig dreng fra Roskilde slap med en advarsel, fordi han er under den kriminelle lavalder.

Postyret i Roskilde fortsatte indtil midnatstid, hvor poltiet vurderede, at folk var blevet spredt tilstrækkeligt til, at der var styr på situationen.

Nu sættes der skilte op

Politiet ser dog nødigt, at torsdagens begivenheder gentager sig, så derfor har de fredag været ude i både Folkeparken og Byparken for at sætte skilte op, hvor de advarer om stor risiko for, at mange personer vil forsamles.

Samtidig vil betjente i den kommende tid holde et ekstra vågent øje med de to parker og området midt i Roskilde.

Indtil videre betyder det nuværende forsamlingsforbud, at man forsat maksimalt må forsamles ti personer.

Regeringen har dog annonceret, at grænsen hæves til 30 eller 50 eller et sted midt imellem den 8. juni.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik