Nyt signalsystem skal undgå forsinkelser

Et nyt digital signalsystem skal sikre flere tog til tiden på strækningen mellem Roskilde og Køge.

Banedanmark har etableret et nyt signalsystem, så passagererne på strækningen mellem Roskilde og Køge kan forvente flere tog til tiden.

Det skriver Banedanmark i en pressemeddelelse.

Strækningen mellem Roskilde og Køge er den første med det nye system i Østdanmark, hvor togene kører med nye digitale signaler.

De digitale signaler erstatter et analogt system, som er gammelt og slidt og stammer fra efterkrigstiden. Det nye system skal give passagererne flere tog til tiden.

- Det er rigtig positivt, at vi nu har digitaliseret signalerne på den første strækning i Østdanmark. Når de gamle, fejlbehæftede signaler er skiftet ud med fremtidens signaler, får vi et meget mere solidt grundlag for driften af togene, som er en grøn og nem måde at transportere sig på, siger transportminister Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet.

Mindre kan gå i stykker

Signalfejl er den hyppigste fejltype og udgør cirka 50 procent af alle fejl. Når signalsystemet er udrullet i hele landet, vil op til 80 procent af alle de forsinkelser, der i dag skyldes signalfejl, forsvinde.

Direktør for signalsystemer i Banedanmark Søren Boysen er svært begejstret for udskiftningen af signalsystemer.

- Det kan sammenlignes med, at du udskifter en drejeskivetelefon med en ny smartphone. Du slipper for mange af de manuelle funktioner, og den avancerede computer giver dig helt nye muligheder og kan opdateres, når det er nødvendigt, fortæller han.

Med de nye signaler er der mindre, som kan gå i stykker i sporet. Føreren får køre- og stopsignal på en skærm i førerhuset, og en avanceret computer sørger for, at toget altid vælger den hurtigste rute frem mod bestemmelsesstedet.

Hvis der er nedbrud i trafikken, hjælper systemet med at genoprette den så hurtigt som muligt, så passagererne kan komme frem.

Signalsystemet tages i brug i resten af Danmark senest i 2030.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik