Nyt kulturinstitut er på plads - her skal det ligge

Rammer og geografi for det nye Kulturens Analyseinstitut er på plads. Instituttet skal ligge i Roskilde.

Det nye Kulturens Analyseinstitut kommer til at ligge i Roskilde.

Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Instituttet skal sørge for nye indsigter på kunst- og kulturområdet ved at formidle aktuel og relevant forskning fra både ind- og udlandet.

Samtidig skal instituttet selv foretage analyser og undersøge kulturens betydning for mennesker.

Kulturens Analyseinstitut er resultatet af en aftale fra den seneste finanslov, der blev indgået af regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne.

Stor jubel

Dansk Erhverv jubler over tiltaget til det nye analyseinstitut.

- Vi mangler stadig en fælles og dybere kortlægning af indsatser, så vi ved, hvad virker, og hvordan vi kan bruge midlerne bedst muligt, siger den administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, i en pressemeddelelse.

Bestyrelsen skal bestå af syv medlemmer, der udpeges af Kulturministeren. I den forbindelse lægges der vægt på, at medlemmerne har særlig indsigt i kulturlivet.

Ifølge Nils M. Jensen, der er direktør for Organisationen Danske Museer (ODM), har organisationen i årevis set med misundelse mod Norge og Sverige, der har lignende selvstændige institutter på kulturområdet.

- Håbet er, at vi kan få kvalificeret kulturens betydning for samfundet, siger han.

ODM forventer, at instituttets arbejde kommer befolkningen til gode i sidste ende.

- Det kan sætte kulturlivet i perspektiv - hvor man performer godt, og hvor der er forbedringsmuligheder, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik