Ny podcast skal skabe tryghed under graviditet og fødsel

Podcasten "Fødegangen" skal fremover supplere konsultationerne hos jordemoder og den traditionelle fødselsforberedelse. Den er lavet af Sjællands Universitetshospital og skal være med til at skabe tryghed omkring graviditet og fødsel.

Syv afsnit af cirka 60 minutters varighed. Det er indholdet af Sjællands Universitetshospitals nye podcast "Fødegangen". 

I podcasten møder man kvinder, partnere, jordemødre og læger, der alle giver et ærligt indblik i alt fra amning til fødselsangst. 

- Vi har lavet podcasten, fordi vi gerne vil forberede vores gravide så godt som muligt på det, der kommer til at ske, siger Ingelise Andersen, der er chefjordemoder på Sjællands Universitetshospital.

quote Her får man både det faktuelle, men også den mere følelsesmæssige del med. Det er nemlig ikke alt, man kan læse sig til.

Ingelise Andersen,  chefjordemoder, Sjællands Universitetshospital.

Oplyste gravide

Tidligere har hospitalet brugt deres hjemmeside til at informere vordende forældre om, hvad de kan forvente af graviditet, fødsel og barsel.

Men en undersøgelse gjorde det klart, at hjemmesiden ikke længere er nok.

- Vi lavede en undersøgelse, hvor vi en tilfældig måned så, hvor mange der brugte hjemmesiden. Det var der kun otte, der gjorde. Så der tænkte vi, "Det må vi kunne gøre bedre", fortæller Ingelise Andersen. 

Derfor skabte hospitalet "Fødegangen". Selvom deres hjemmeside ikke bliver brugt hyppigt, fortæller Ingelise Andersen, at kommende forældre generelt gode til at søge viden om graviditet og fødsel, men at podcasten tilføjer et ekstra lag. 

- Her får man både det faktuelle, men også den mere følelsesmæssige del med. Det er nemlig ikke alt, man kan læse sig til, siger Ingelise Andersen.

quote Jeg håber, min historie er med til at vise andre kvinder, at kejsersnit i nogle tilfælde kan være det helt rigtige. Og at man stadig er mega sej, når man får kejsersnit.

Eirild Espeseth, medvirkende, "Fødegangen"

Bag om kejsersnit

I podcastens syv afsnit kommer man omkring emner som jordemoderkonsultationen, fødegangen, fødsel, kejsersnit, amning, partnerens rolle og fødselsangst.

I afsnittet om kejsersnit er det Eirild Espeseth, der tager lytteren med helt tæt på, når hun skal have kejsersnit i forbindelse med fødslen af sin søn.

- Jeg håber, min historie er med til at vise andre kvinder, at kejsersnit i nogle tilfælde kan være det helt rigtige. Og at man stadig er mega sej, når man får kejsersnit, siger den nybagte mor til TV 2 Lorry.

quote Vi har valgt at emnerne skal være brede og langsigtede, så folk i hele landet kan få glæde af podcasten.

Ingelise Andersen,  chefjordemoder, Sjællands Universitetshospital.

For Eirild Espeseth er hendes medvirken i podcasten også et minde for livet. Her har hun mulighed for at gennemleve - eller lytte - fødslen af hendes søn.

Og det er noget, der har bragt store følelser med sig. 

- Det var meget rørende at høre. Min mand og jeg sad nærmest og tudede, siger hun. 

Til hele Danmark

Selvom "Fødegangen" er lavet af Sjællands Universitetshospital med fokus på hospitalet som fødested, så er temaerne så almene, at chefjordemoder Ingelise Andersen håber, at gravide i hele Danmark vil tage podcasten til sig. 

- Vi har valgt at emnerne skal være brede og langsigtede, så folk i hele landet kan få glæde af podcasten, siger Ingelise Andersen.

"Fødegangen" kan downloades gratis på Itunes, Spotify med mere.

Podcasten kan også hentes på Region Sjællands hjemmeside.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik