Ny kystsikring på vej: Nu frygter Flemming ikke stormflod

Stor lettelse i Roskilde i dag efter første spadestik til en kystsikring omkring fjorden blev taget.

For næsten fire år siden rasede stormen Bodil over Roskilde Fjord.

Stormen hævede Roskilde Fjord, og det resulterede i, at Flemming Østergaard Nielsens og konens hjem blev oversvømmet af vandmasserne. Derfor er han i dag glad for, at kystsikringen er en realitet: 

- Det kan ikke være bedre. Vi har glædet os til det her i mange år, siger han. 

Selvom parret var blevet varslet om forhøjet vandstand, havde de ikke kunnet forestille sig, hvad der ville ske. 

Dagen før havde Flemming Østergaard Nielsen og hans kone forsøgt at barrikadere huset med sandsække, men vandet trængte ind over alt alligevel, da stormen rasede.

Glad dag på og omkring havnen. Især for dem, der har prøvet at have stuegulvet under vand.

Alt i stueetage blev totalskadet

- Det var en surrealistisk oplevelse at sidde her i sofaen klokken 23 om aftenen, med fødderne i vand og tænke: Nu kan vi ikke gøre mere. Vandet stod ind alle vegne, siger Flemming Østergaard Nielsen. 

De måtte derfor søge tilflugt på husets førstesal. Dagen derpå stod de op til synet af, at alt i stueetagen var totalskadet. Alt undtagen bordpladen i køkkenet var ødelagt af de cirka 30 cm. oversvømmelse i deres hjem, og i dag står sofabordet med mærker efter vandet, som den sidste rest efter stormens hærgen.

Og hvis der i fremtiden skulle komme endnu en storm til Roskilde Fjord, så er beredskabet klar.

Til december står kystsikringen nemlig klar. Den kommer til at bestå af en 300 meter lang dige. I digen vil der være en mur, der stikker over to en halv meter op over den normale vandstand. I mellem murene vil der være plads til at beboerne i området selv kan sætte vandtætte skodder op, hvis vandstanden igen stiger.

Og det ser Flemming Østergaard Nielsen frem til. 

- Jeg glæder mig til at nyde vinteren og ikke tænke på, om det bliver stormvejr. Det bliver dejligt at kælke med børnebørnene uden at skulle tænke på, om stormen vælter ens hus. Jeg glæder mig til at stå bag muren i min baghave og klappe vandoverfladen på den anden side og sige: der bliver du - jeg står her trygt og tørt. 

Stor dag for Roskilde

Borgmester i Roskilde, Joy Mogensen var også til stede til første spadestik. Hun er ligesom beboerne omkring fjorden stolt og glad for, at kystsikringen er en realitet. 

- Det er en rigtig stor dag for Roskilde. Smilene er fremme alle steder, for vi har bare ventet på at komme videre med det her kystsikring. Vi satte os som mål efter Bodil i 2013, at det måtte simpelthen ikke tage ti år som alle sagde det ville. Så det, at vi er kommet videre tre år efter – det giver en god fornemmelse i maven, siger hun.

I Flemming Østergaard Nielsens baghave stikker der idag en stor bunke grus op bag hækken som et bevis på, hvor tæt på vandet deres hjem er. Men også som et bevis på, at Roskilde kommune sammen med beboere og foreninger omkring fjorden i dag har taget første spadestik i at sikre kysten mod flere oversvømmelser i fremtiden:

- Normalt synes man jo ikke, at sådan en gravko er særlig pæn at kigge og høre på. Men jeg tror der er mange beboere hernede, der er glade for at høre på den støj der, siger en lettet Flemming Østergaard Nielsen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik