Nu tager Roskilde Festival imod dåser og flasker uden pant

For at sikre, at flest muligt dåser og flasker bliver genanvendt, vil pantboderne på Roskilde Festival i år tage imod dåser og flasker fra udlandet.

En dåsebajer fra Tyskland, en flaske cider fra Sverige. 

Eller måske en hel flaske polsk Żubrówka, hvis man da har alkoholisk ekvilibrisme og vedholdenhed nok til at komme helskindet gennem den slags. 

De udenlandske alkoholbeholdere har det til fælles, at der ikke er nogen pant på - og derfor ender dåser og flasker ofte sine dage begravet skulder ved skulder med makrel i tomat og torskerogn i skraldebunker ved Roskilde Festival.

Men det skal være slut med den slags.

Derfor vil festivalens pantboder som noget nyt i år tage imod dåser og flasker, selv hvis de ingen pant har.

Og man kan endda score sig et par basører på at indsamle og aflevere dem.

- Den ikke-pantbelagte emballage afregnes efter vægt og skal indleveres i særligt udleverede poser. Vores pantguider sørger for at tage kontakt til dem, der samler pantdåser- og flasker, og introducerer dem til, hvordan det foregår og hvilke regler, der er, fortæller teamchef Jan Bechmann, som har det overordnede ansvar for pantindsatsen på Roskilde Festival. 

Nyt tiltag er godt for både miljø og økonomi

Tiltaget sker i et samarbejde mellem Roskilde Festival og Dansk Retursystem og skal være med til at sikre større grad af genanvendelse i tråd med festivalens mål om bæredygtighed.

- I Danmark har vi et system, der sikrer, at dåser og flasker med dansk pantmærke bliver genanvendt. Det sparer både energi, råstoffer og CO2 til gavn for klimaet. For eksempel sparer man 95 % energi ved at genanvende en dåse fremfor at lave en af nye råstoffer, siger vicedirektør i Dansk Retursystem, Heidi Schütt Larsen.

Roskilde Festival betaler Dansk Retursystem for at tage imod den ikke-pantbelagte emballage.

Årsagen er, at festivalen vurderer, at det er en bedre forretning end at bruge pengene på at indsamle udenlandske flasker og dåser som skrald.

Festivalen har haft udsolgt siden maj måned, hvorfor arrangørerne ikke finder det sandsynligt, at den ekstra indtjeningsmulighed for pantsamlere fører til, at flere vil indløse billet med det formål at tjene penge på pant.

Roskilde Festival starter lørdag klokken 16 og afsluttes lørdag i næste uge. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik