Nedlukkede skoler giver renere børnehaver og vuggestuer

I Roskilde Kommune har man under nedlukningen omrokeret rengøringspersonalet, så de gør allermest gavn.

Det er muligvis en journalistisk stramning, at skrive at rengøringspersonalet på Roskildes skoler keder sig. Men fordi de fleste af skolerne er lukket ned, har de i hvert fald langt mindre at se til i øjeblikket.

Det er også gået op for kommunens økonomiudvalg, der derfor har besluttet at omrokere den overskydende rengøringstid fra skoler, SFO og klubber til dagtilbuddene. Børnehaver og vuggestuer har nemlig stadig åbne. 

- Vi overholder selvfølgelig sundhedsmyndighedernes retningslinjer for rengøring i dagtilbud under coronaepidemien. Så det, vi tilfører nu, er ekstra tid til at få gjort endnu mere rent i den periode, hvor skoleeleverne er sendt hjem. Vi bruger på den måde ressourcerne der, hvor det giver mest mening. Og så imødekommer vi samtidig et ønske fra medarbejderne, siger borgmester Tomas Breddam i en pressemeddelese.

Der er nødpasning på alle kommunens folkeskoler for elever i 0. - 4. klasse, som enten er i specialtilbud eller som af forskellige grunde ikke kan være hjemme - for eksempel fordi forældrene er ansat i en virksomhed, der ikke har hjemsendt medarbejderne. Det drejer sig dog om få hundrede elever, fordelt på kommunens 16 folkeskoler. Foreløbig er alle de andre elever sendt hjem indtil 17. januar 2021.

Den ekstra rengøring i dagtilbuddene er dermed for en begrænset periode. Den kan dog blive længere, hvis hjemsendelsen af eleverne forlænges efter 17. januar. I denne periode får dagtilbuddene altså gjort rent ud over det, der er sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

- Jeg glæder mig over, at vi i en periode hvor fremmødet på skolerne er på vågeblus kan flytte ressourcer til dagtilbud, hvor børnene jo stadig møder op. Og stor ros til medarbejderne i rengøringen for deres fleksibilitet, så de nu tager en tørn i dagtilbuddene, siger Tomas Breddam.

Forvaltningen er nu i fuld gang med at fordele den ekstra rengøringshjælp til daginstitutionerne.

Udvalgsformand roser administration

Også i Gribskov Kommune er der ekstra rengøring på vej til daginstitutionerne.

Det sker ved at tilføre ekstra ressourcer fra andre områder i kommunen som for eksempel jobcenteret, skolerne og rådhuset, hvor der ikke er de største behov for rengøring lige nu.

Formand for Børn, Idræt og Familie Natasha Stenbo Enetoft roser administrationen for omlægningen af rengørings-ressourcerne.

- Det viser stor fleksibilitet og er bare et kæmpe og vigtigt løft til daginstitutionerne, som har særligt brug for de ekstra hænder til rengøring i denne tid. Det er rigtig godt gået af administrationen, siger formanden på vegne af udvalget


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik