Ud for Veddelev i Roskilde Vig kan man nu støde på en flydende frilufts-ø, som ligger fast med et anker hen over sommeren.
Øen er lagt ud som en gave fra Nationalpark Skjoldungernes Land til alle surfere, sejlere og andre gæster på Roskilde Fjord.
På øen kan man slå midlertidig lejr, strække armene, drikke sin medbragte kaffe og nyde udsigten. – uden at forstyrre fjordens fugle, som i øjeblikket har unger, skriver Nationalpark Skjoldungernes Land i en pressemeddelelse.
Roskilde Fjord er et af landets mest populære steder, når det kommer til friluftsliv på vandet. Men samtidig er det så vigtigt område for ynglende fugle, at fjorden er udnævnt som internationalt fuglebeskyttelsesområde.
Mange af fjordens ynglefugle er rejst meget langt for at yngle lige netop her. For eksempel ternen, som er fløjet hele vejen fra Antarktis. Så fortjener man sgu lidt fred og ro til at yngle
Fuglene yngler på de mange øer og holme, som findes i Roskilde Fjord. Men de bliver nemt skræmt, hvis for eksempel surfere eller sejlere bevæger sig tæt forbi eller går i land på øerne.
Forstyrrelser, som de fleste mennesker slet ikke lægger mærke til, kan være fatale for de nyudklækkede fugleunger. Dermed kan den øgede færdsel på Roskilde Fjord få negative konsekvenser for udviklingen af fuglelivet på fjorden og internationalt, oplyser Nationalpark Skjoldungernes Land.
To øer skulle have ligget klar
Den flydende ø er støttet af Friluftsrådet og bygget i samarbejde med FGU Nordsjælland i Skibby. Planen var oprindeligt, at to øer skulle bygges og ligge klar til brug på Roskilde Fjord forud for fuglenes yngletid, som begyndte den 1. april. Planen blev dog udskudt, da produktionsskolen - ligesom resten af Danmark - måtte lukke ned i midten af marts på grund af corona.
Da skolen igen åbnede, blev projektet færdiggjort, og i weekenden blev den ene af de to øer altså søsat. Og det glæder projektkonsulent Mikkel Eeg fra Nationalpark Skjoldungernes Land.
- Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at få den ene ø ud allerede i denne sæson. Nu håber jeg, at den bliver flittigt brugt, og at fuglene på fjordens øer og holme samtidig kan få fred til at opfostre sunde unger. Jeg glæder mig meget til at følge projektet og samle erfaringer, som vi kan bruge næste år, når begge øer skal ud at ligge før yngletiden begynder den 1. april, siger Mikkel Eeg.
Artiklen fortsætter efter billedet
Informationer om fugleliv på øen
Den nye frilufts-ø er beklædt med træ i forskellige sorter og mønstre, og udviklingen af øens funktioner er sket i samarbejde med fjordens surf- og kajakklubber. Øen har derfor afrundede kanter, greb til at komme op og sænkede fortøjnings-pullerter.
På øen finder man information og kort over området, og om hvordan man er med til at passe på fuglene. Den måler 2,5 gange 4,5 meter og stikker kun omkring 25 centimeter op over vandoverfladen og er dermed næsten ikke synlig fra land. En gul bøje markerer derfor øen, så den kan ses fra afstand.
Placeringen ud for Veddelev er i øvrigt nøje udvalgt. Håbet er nemlig, at den vil aflaste den lille ø Elleore, hvor der tidligere har været rapporteret en del uhensigtsmæssig færdsel – formentlig fordi Elleore ligger midt i udsejlingen fra Roskilde Vig.
Forstyrrelser kan koste fugleliv
Elleore er ligesom de fleste andre øer og holme i fjorden omfattet af en særlig fredning i fuglenes yngletid. Det betyder, at man i perioden fra 1. april til 15. juli skal holde en afstand på minimum 50 meter til øerne og holmene. Hvis fredningen ikke bliver overholdt, kan det have alvorlige konsekvenser for ynglefuglene.
I begyndelsen af yngletiden omkring 1. april bygger fuglene reder. I denne tid kan forstyrrelser derfor betyde, at fuglene helt opgiver at yngle, eller at de søger mod andre områder, hvor konkurrencen om føde og redepladser er hårdere.
Forstyrrelser senere på foråret og nu, hvor fuglene har unger, kan betyde, at forældrefuglene bliver skræmt væk fra reden. Når det sker, får rovfugle som for eksempel sølvmåger nem adgang til æg og unger.
- Mange af fjordens ynglefugle er rejst meget langt for at yngle lige netop her. For eksempel ternen, som er fløjet hele vejen fra Antarktis. Så fortjener man sgu lidt fred og ro til at yngle, siger Mikkel Eeg.