Midt i deres orlov: Studerende kan blive smidt ud af RUC

Studerende på RUC føler sig snydt af universitetet i forbindelse med en ændring af orlovsreglerne.

Jonathan Haag Hartmann, der er kandidatstuderende på RUC, føler sig svigtet af universitetet.

Fra september 2015 gik han på orlov fra universitetet i to år fra sin kandidatuddannelse i journalistik og politik og administration.

Men nu kræver universitetet, at han vender tilbage på skolebænken allerede til februar. Melder han sig ikke til med det samme, så bliver han smidt ud på tirsdag.

- Det er sindssygt frustrerende at gå rundt med det. At vide, at al den tid jeg har brugt på at læse og gå i skole, det lige pludselig er spild af tid, og at jeg ikke kan få lov at gøre det færdigt, siger Jonathan Haag Hartmann.

I sommeren 2016 lavede universitetet orlovsreglerne om, så man kun kan tage et halvt års orlov på kandidatuddannelsen. Derfor kræver RUC nu, at Jonathan Haag Hartmann afbryder sin orlov, hvis ikke han vil smides ud, selvom universitetet tidligere tilkendegav, at to års orlov ikke var et problem.

quote Man skal selvfølgelig have lov at holde sin orlov efter de regler, som gjaldt, da man startede på sin orlov.

Jonathan Haag Hartmann, kandidatstuderende, RUC

- Jeg kan godt forstå, at RUC laver deres orlovsregler om for nye studerende. Men for de gamle studerende, som er på de gamle orlovsregler, så skal man selvfølgelig have lov at holde sin orlov efter de regler, som gjaldt, da man startede på sin orlov.

Det siger Jonathan Haag Hartmann, som tog orlov for at været fuldtidstræner for Lyngby Boldklubs bedste U17-ungdomshold. Til jul er der et halvt år tilbage af hans kontrakt med klubben. Jobbet er en drømmetjans for ham, fordi han efter sit studium gerne vil være sportsjournalist.

Men selvom han er blevet lovet noget andet af universitetet, skal han nu vælge imellem at blive smidt ud af studiet eller svigte sin arbejdsgiver.

- Jeg har jo lavet en aftale både med en arbejdsgiver og med RUC, som var på nogle præmisser, der nu er blevet ændret. Og det er en virkelig ubehagelig situation for mig, siger Jonathan Haag Hartmann.

quote Det er ikke sådan, at man har haft carte blanche til at blive væk i flere år.

Maria Volf Lindhardt, uddannelseschef på RUC

Uddannelseschefen på RUC, Maria Volf Lindhardt, kan godt forstå, at nogle måske føler, det er en uretfærdig stramning. Men man kan ikke tilgodese de gamle studerende, uden at det vil gå ud over de nye. 

- Hvis man har haft en forventning om at være væk i flere år, så er det en urimelig skærpelse. Jeg er bare nødt til at understrege, at de studerende der har fået orlov via de gamle regler, de har også været nødt til hvert halve år at komme tilbage til universitetet og spørge: ”Kan jeg få et halvt år mere,” – det er ikke sådan, at man har haft carte blanche til at blive væk i flere år. De nye regler betyder bare, at man maks kan få orlov i et halvt år. 

Sådan siger hun i et telefoninterview med TV 2 Lorry og uddyber, at ændringen i orlovsreglerne skyldes fremdriftsreformen, som har til formål at få de studerende hurtigere igennem. 

Studenterrådet på RUC er blevet hørt i forbindelse med de nye regler. Her er man overrasket over den måde, de forvaltes på. Derfor vil man nu tage sagen op med universitetets rektor.

quote Det er ikke rimeligt, at man som universitet indfører reglerne med tilbagevirkende kraft. 

Martin Schäfer, formand for Studenterrådet på RUC

- Det er ikke rimeligt, at man som universitet indfører reglerne med tilbagevirkende kraft. For der er jo nogle studerende, som har taget beslutninger om deres studieforløb og liv, på baggrund af nogle regler som gjaldt tidligere, siger Martin Schäfer, formand for Studenterrådet på RUC.

Det vides ikke, hvor mange studerende, der er i samme situation som Jonathan Haag Hartmann. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik