Mand anholdt tre gange på halvandet døgn: Politiet aner ikke, hvad de skal stille op

Politiet aner ikke, hvad de skal stille op med en 40-årig litauisk mand. Manden bliver ved med at skabe problemer, men foreløbig er det ikke nok til at varetægtsfængsle ham, eller til at smide ham ud af landet.

Flere borgere er de sidste par dage stødt på en utryghedsskabende 40-årig mand fra Litauen.

Manden har flere gange snust rundt på folks private grunde, kigget ind ad deres vinduer, og han har sågar forsøgt at trænge ind hos to ældre kvinder, mens de vel at mærke var hjemme.

Det har ført til, at manden er blevet anholdt intet mindre end tre gange på blot halvandet døgn. I det ene tilfælde for indbrudsforsøg.

- Det er ret usædvanligt, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi, til TV 2 Lorry.

Politiet valgte at løslade den 40-årige i kølvandet på de første to anholdelser, da de ikke mente, der var grundlag for at varetægtsfængsle ham. Den 40-årige sidder i skrivende stund i arresten på politistationen i Roskilde, og han vil efter alt at dømme blive løsladt igen inden for det kommende døgns tid, da politiet ikke må tilbageholde ham længere end 24 timer.

Derfor forsøger Midt- og Vestsjællands Politi nu at finde en løsning på mandens ophold i Danmark via Litauens ambassade.

- Nu prøver vi at høre, om de har en eller anden sabel, vi kan hugge denne gordiske knude over med. For vi er trætte af at skulle bruge tid på ham, siger Martin Bjerregaard.

- Det er jo ligegyldigt, hvad vi gør, så forstår han ikke, at han skal opføre sig ordentligt, siger han.

Udadreagerende og uligevægtig 

Første gang, manden kom i politiets søgelys, var mandag aften, da der klokken 21:31 indløb en anmeldelse fra en 43-årig mand fra Solrød Strand.

Den 43-årige havde set en mistænkelig, udenlandsk mand gå rundt i området omkring Marievej og kigge ind ad folks vinduer. Da politiet kørte til området, traf de den 40-årige litauer, som de endte med at anholde, fordi han ikke havde ID-papirer på sig, var udadreagerende og virkede uligevægtig.

Den 40-årige blev efterfølgende undersøgt af en læge, men lægen vurderede ikke, at manden havde brug for akut psykisk hjælp. Og da politiet heller ikke mente, at der var grundlag for at tilbageholde ham, blev han sendt ud i friheden igen tirsdag morgen klokken 06:35.

Der gik dog ikke meget mere end lille times tid, før håndjernene igen klappede om den 40-åriges håndled. Og denne var der tale om et noget mere alvorligt forhold.

Brugte grensaks til indbrudsforsøg 

Klokken 07:13 alarmerede en 75-årig kvinde fra Roskilde politiet om, at en fremmed mand gik rundt på hendes terrasse uden for hendes lejlighed i Kornerups Vænge. Selvom manden havde set hende, så tog han en grensaks og forsøgte at bryde hendes terrassedør op.

quote Vi har også konsulteret Udlændingestyrelsen..().. Men de siger, at der skal et par ekstra sager oveni i de allerede eksisterende, før en administrativ udvisning kan finde sted. Så lige meget, hvad vi gør, løber vi panden mod muren.

Martin Bjerregaard, kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi 

Da dette mislykkedes, forsøgte han via et bord at kravle ind i kvindens hjem via et åbenstående vindue, men heller ikke det lykkedes. Kort efter ankom politiet og anholdte manden for forsøg på indbrud. Betjentene kunne straks genkende manden som den 40-årige litauer, der aftenen forinden havde været på spil i Solrød Strand, og næsten lige var blevet løsladt.

Den 40-årige litauer blev efterfølgende afhørt på politistationen med hjælp fra en tolk, hvorefter han igen blev undersøgt af læge, som vurderede hans fysiske og mentale tilstand. Men heller ikke denne gang, mente lægen, at manden havde brug for hjælp, og heller ikke anklagemyndigheden mente, der var grundlag for at kræve den 40-råige varetægtsfængslet.

Han blev derfor løsladt igen, men ville høre nærmere, når hans straffesag skal afgøres.

Forsøgte at komme ind i 72-årig kvindes hjem

Den litauiske mand formåede dog ikke at opføre sig ordentligt særligt længe, for allerede natten til onsdag klokken 04:43 fik politiet en ny anmeldelse – denne gang fra en 72-årig kvinde fra Køge.

Kvinden havde slået alarm via alarm 112, da en mistænkelig mand havde banket på hendes dør og forsøgt at komme ind i hendes i hjem på Vordingborgvej.

Politiet kørte hurtigt til stedet og kunne straks genkende manden som den 40-årige litauer. Og da han ikke havde noget at gøre på den pågældende adresse og stadig ikke skønnedes at kunne tage vare på sig, blev han anholdt for tredje gang.

Martin Bjerregaard fra Midt-og Vestsjællands Politi kan godt forstå, at det for nogle borgere kan virke grotesk, at den 40-årige endnu ikke er blevet varetægtsfængslet, efter han gentagne gange har skabt utryghed i politikredsen – blandt andet ved at forsøge at begå indbrud.

- Det kan jeg godt forstå, at man som borger undrer sig over. Men punkt et; så er manden EU-borger. Og punkt to; så har vi flere gange haft en læge til at se på, om han, for at sige det lige ud, er skør i bolden. Men ifølge lægerne har der ikke været grundlag for at tvangsindlægge ham til psykiatrisk behandling. Men helt normal i toppen er han altså ikke, siger Martin Bjerregaard.

- Punkt tre; den kriminalitet, han har lavet, er kun, i gåseøjne, det der forkvaklede indbrudsforsøg hos hende den ældre kvinde i Roskilde. Så set med en jurists øjne er der ikke grundlag for at varetægtsfængsle ham, siger Martin Bjerregaard.

En pudseløjerlig adfærd

Han mener dog ikke, at manden er i stand til at tage vare på sig selv, og at han optræder uhensigtsmæssigt på grund af hans mentale tilstand.

- Han har en pudseløjerlig adfærd, siger Martin Bjerregaard og oplyser samtidig, at manden igen her til morgen er blevet lægeundersøgt, inden han blev genanbragt i arresten.

Politiet har desuden haft kontakt til et lokalt herberg for at høre, om de vil tage imod den 40-årige, men herberget ville kun tage imod danskere, forklarer Martin Bjerregaard.

- Vi har også konsulteret Udlændingestyrelsen for at høre, om der er noget inden for udlændingelovgivningen, der gør, at vi kan frihedsberøve ham den vej igennem og sende ham retur til Litauen, selvom han er EU-borger.

- Men de siger, at der skal et par ekstra sager oveni i de allerede eksisterende, før en administrativ udvisning kan finde sted. Så lige meget, hvad vi gør, løber vi panden mod muren, siger han.

Havde været lettere, hvis manden var dansk

Ifølge Martin Bjerregaard kan den 40-årige dog meget vel ende på sygehuset, når han bliver løsladt igen fra arresten. Efter et kort ophold på sygehuset kunne lægerne således konstatere, at den 40-årige havde nogle indre kvæstelser, der er behandlingskrævende.

- Vi ved ikke, hvor de stammer fra. Det er ikke fordi, vi har været i slagsmål med ham, siger Martin Bjerregaard.

Han mener, det ville være betydeligt lettere for politiet at fastslå, hvad de skal gøre med manden, hvis han havde været dansker.

- Så havde det jo været en social sag, hvor vi kunne pudse kommunens socialforvaltning på. Men nu er det altså en litauer. Og så er der de her udfordringer. Vi har vendt stort set alle sten, som du nok kan høre. Men i og med, at der er et sygehus, der gerne vil behandle ham, så gætter jeg på, han ender der. Hvad der så sker med ham bagefter, det må fremtiden vise, siger Martin Bjerregaard.

Opdatering: Torsdag aften blev manden anholdt for fjerde gang. Læs mere i artiklen nedenfor:

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik