Lastbil punkterer og rammer personbil i alvorlig ulykke

To er indlagt, mens en blev sendt til tjek på sygehuset efter ulykke på Køgevej i Tjæreby ved Roskilde.

Tre personer er kommet til skade i forbindele med ulykken, oplyser politiet. Foto: Ida Marie Odgaard - Scanpix

En alvorlig trafikulykke førte midt på dagen fredag til, at Køgevej i Tjæreby på Midtsjælland blev afspærret.

Tre personer er kommet til skade, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, som siger, at en bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge forløbet.

Vagtchef Boye Rasmussen oplyser, at ulykken skete, da en lastbil punkterede.

- En lastbil kører syd ad Køgevej og punkterer på det ene forhjul. Det får den til at komme over i det modsatte spor, hvor den kolliderer med en personbil. Der sidder to personer, siger han til Ritzau.

De to i personbilen blev sendt på Rigshospitalet, hvor de fredag eftermiddag fortsat er indlagt. Lastbilchaufføren blev sendt til tjek på sygehuset.

Læs også Bil rammer ind i flere træer: Mand er i livsfare

Ramt af to lastbiler

Ved ulykken var en anden lastbil også involveret, fortæller vagtchefen.

- Der kommer også en lastbil bagfra og kører op bag i personbilen, siger Boye Rasmussen til Ritzau.

Ved at køre op i personbilen kom lastbilen til at blokere vejen. Derfor var politiet nødt til at afspærre vejen. Den anden lastbil, der punkterede, havnede i grøften. Den generede derfor ikke trafikken.

Klokken 13.21 åbnede politiet for det ene spor, mens vejen senere blev åbnet helt op, så trafikken igen passerer frit.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik