Kvindebedårer fængslet

Om han bliver savnet er ikke til at vide. Klaus Aarsholm er dømt et års fængsel for at føre flere kvinder bag lyset.

Foto: TV 2 Lorry

Det kan også være, at kvinder der netdater, ånder lettet op nu. Der er ikke risiko for at komme i nærkontakt på den berygtede kvindebedårer Klaus Aarsholm.

Netcasanovaen, der ifølge Dagbladet Roskilde har charmeret utallige kvinder blot for senere at stjæle deres værdier fra dem, er nemlig ved Retten i Roskilde blevet idømt et års fængsel for tyveri og bedrageri.

Denne seneste dom fik den 55-årige Klaus Aarsholm for at have ført tre kvinder bag lyset i henholdsvis Roskilde, Værløse og Lyngby. Dem bestjal han for op til 150.000 kroner.

Desuden blev han dømt for at have narret en guldkæde fra en beboer på det plejehjem i Søborg, hvor hans mor boede. Her fik han en 83-årig til at udlevere en kostbarguldkæde under påskud af, at han var guldsmed og kunne pudse kæden for hende. Det skriver Dagbladet Roskilde.

Klaus Aarsholm blev anholdt i slutningen af oktober i Søborg. Da var han efterlyst af Midt- og Vestsjællands Politi, og han blev kørt til Roskilde, hvor han i retten i første omgang blev varetægtsfængslet. Nu har han fået dommen, som lød på et års ubetinget fængsel.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik