Kommuner vil bygge discountboliger til "fattige"

Flere økonomisk pressede borgere får nu kommuner til at lempe kravene til nybyggeri.

Roskilde og Københavns Kommuner har sammen søgt om lov til at bygge nye boliger, der ikke opfylder bygningsreglementet.

quote  Jeg har det ambivalent med, at vi slækker på kravene til bygningerne.

Joy Mogensen, Roskildes borgmester

Målet er at gøre boligerne billigere, så for eksempel studerende, kontanthjælpsmodtagere og flygtninge har råd til at bo i dem.

- Idéen er at sikre, at der også i attraktive områder med høj husleje som Roskilde er boliger, som alle kan betale. De her mennesker kommer kun videre, hvis de har tryghed i en bolig, som de har råd til, siger Roskildes socialdemokratiske borgmester, Joy Mogensen. 

I dag er der krav om elevator, boligernes indretning og ventilation i alle nybyggerier. Krav, som måske ikke er nødvendige, hvis huslejen samtidig bliver for høj.

- Jeg har det ambivalent med, at vi slækker på kravene til bygningerne, men når samfundet med den ene hånd har skåret i folks ydelser, så de ikke har råd til de ekstra kvadratmeter til fx elevator, så må vi sikre,  at der bliver bygget noget, de har råd til, siger Joy Mogensen til TV 2 Lorry. 

De to kommuner har søgt Social- og Indenrigsministeriet om på forsøgsbasis at dispensere fra bygningsreglementet. Forsøget er et af i alt fem forsøg med billigere boligformer, som kommunerne sammen med Høje-Taastrup, Favrskov, Randers og Aarhus har sendt afsted til ministeriet. 

Kommunerne er gået sammen i et såkaldt frikommunenetværk. Fælles for alle forsøgene er, at den gældende lovgivning ikke giver mulighed for at afprøve ideerne. Derfor skal kommunenetværket have dispensation fra Folketinget.

De fem forsøg

Midlertidigt huslejetilskud
Et midlertidigt huslejetilskud på op til 2.000 kroner om måneden vil sikre, at flere borgere kan få eller fastholde en permanent bolig.

Deleboliger 
Ved at etablere deleboliger eller bofællesskaber får kommunerne flere boliger i spil til borgere, der ikke har råd til deres egen bolig.

Midlertidige boliger
Midlertidige boliger kan være flytbare boliger. De kan lette en del af presset på de permanente boliger.

Midlertidige lejekontrakter
Beboere i midlertidige kommunale botilbud har ret til at blive boende, selvom de ikke længere har behov for støtte.

Billigere nybyggeri
Ved at dispensere fra udvalgte krav i bygningsreglementet kan byggeprisen – og dermed huslejen – reduceres.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik