Kommende kulturhus bygger på FN’s verdensmål

Når indbyggerne i den sjællandske by Viby i sommeren 2021 kan gå på opdagelse i deres nye bibliotek og kulturhus, bliver det i en bygning, der er opført med udgangspunkt i FN’s Verdensmål.

Et kommende bibliotek og kulturhus i Viby Sjælland i Roskilde Kommune skal bygges med udgangspunkt i FN's Verdensmål.

Her vil man skabe et kulturelt fællesskab opført af langtidsholdbare, bæredygtige materialer. 

Det skriver Skou Gruppen, der skal forestå byggeriet, i en pressemeddelelse.

- Fra Roskilde Kommunes side er det et krav, at projektet lever op til bæredygtighedscertificeringen ’DGNB sølv’, og vi mener, at byggeriet også har potentiale til at inddrage FN’s Verdensmål. Derfor tager vi hensyn til disse i byggeriet, fortæller Martin Skou Heidemann, administrerende direktør i entreprenørvirksomheden Skou Gruppen.

En DGNB-certificering kan opnås, hvis et byggeri lever op til en række krav, når det kommer til social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed.

Lang levetid og genbrug

FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling udgør 17 mål, der blandt andet skal sikre ansvarligt forbrug og produktion, bæredygtige byer og en klimaindsats.

Verdensmålene kommer til udtryk i det 29,9 millioner kroner dyre kulturhus i valget af byggematerialer. De er valgt ud fra, at de har en lang levetid, og de er lette at vedligeholde.

Derudover er gulvet i biblioteket fremstillet af naturlige råvarer, hvoraf 43 procent er genbrugsmateriale. Bygningens bærende søjler bliver fremstillet af stål. Det giver mulighed for, at de en dag kan tages ned og bruges i en anden sammenhæng uden omsmeltning.

- Listen over bæredygtige tiltag i det her byggeri er lang, og heldigvis er det en del af en større tendens, hvor vi oplever, at flere bygherrer stiller krav til bæredygtighed, fortæller Martin Skou Heidemann.

Tegnestuen Christensen & Co. har arkitekttegnet kulturhuset. Byggeriet vil gå i gang i juli i år og forventes at stå færdig samme måned året efter.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik