Kæmpe virksomhed flytter: Bliver kommunens største private arbejdsplads

Den store virksomhed MAN Energy Solutions skifter Teglholmen i København ud med grønne omgivelser i Roskilde.

150.000 kvadratmeter er reserveret, og om fem år kan den store motorproducent MAN Energy Solutions flytte sit danske hovedsæde fra trængsel i København til åben plads i Roskilde.

Hos Roskilde Kommune er de begejstrede for deres nye tilflytter.

- Det er vi glade for. For det første giver det en masse arbejdspladser, men det giver også en masse viden til kommunen. Vi har flere uddannelsesinstitutioner, der kommer til at få glæde af virksomheden gennem forskellige samarbejder, fortæller Roskildes borgmester, Tomas Breddam og fortsætter:

- Det giver os i samfundet rigtigt meget, og så giver det også flere lyst til at bo i Roskilde, for det fører også en god håndfuld arbejdspladser med sig.

MAN Energy Solutions udvikler store to-takts motorer til handelsskibe og med omkring 1500 medarbejdere betyder det, at motorfabrikanten bliver Roskilde Kommunens største private arbejdsplads.

- Det betyder, at vi får 1500 flere forskellige arbejdspladser til Roskilde Kommune. Det er alt lige fra smede til ingeniører, siger borgmesteren.

Farvel København

MAN Energy Solutions har haft dansk hovedkvarter på Teglholmsgade i Sydhavnen i København siden 1992 og været til stede i København siden 1843.

Men i 2027 vil den store industrigigants danske hovedsæde højst sandsynligt være placeret i Trekroner i Roskilde, hvor virksomheden ser flere gode fremtidsmuligheder.

- Vi fandt det bedste match i Roskilde. Det er tæt på vores nuværende medarbejdere, og det er noget af den nærmeste erhvervsjord, vi kunne finde, siger Tommy Andreasen, der er CFO i MAN Energy Solutions.

Han lægger desuden vægt på, at den nye grund giver virksomheden større muligheder for udvidelse.

- Vi er glade her på Teglholmen, men vi kan også se, at vi er omringet af boliger og endda skoler tæt på. Derfor er vi ikke så glade for at køre omkring med store lastbiler. Så flytningen er også besluttet i et strategisk perspektiv, da vi får andre muligheder i forhold til udvidelse, fortæller Tommy Andreasen.

Hvad med miljøet?

Grunden er i dag en del af en 500.000 kvadratmeter stor grusgrav, som skal laves om til erhvervsområde. 

Derfor har kommunen stort fokus på de eventuelle forureninger, som motorfabrikanten bringer med sig.

- De kommer til at bo lige oven på vores grundvand, så vi er opmærksomme på, om de kan leve op til de miljømæssige forventninger, som vi har, siger Roskildes borgmester, Tomas Breddam.

Er du bange for, at virksomheden kommer til at forurene?

- I vores miljøafdeling er de meget fortrøstningsfulde. Vi har valgt, at det skal være et erhvervssted, og det skal nok komme til at fungere rigtig fint, fastslår borgmesteren.

Nymølle Stenindustrier, der ejer grunden, afslører, at den koster et trecifret millionbeløb.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik