Kæmpe kokainfælde i Hedehusene - firma vidste ingenting

Ni personer er blevet anholdt i en sag om 325 kilo kokain, som kom i container fra Brasilien.

325 kilo kokain var skjult i en container, som skulle leveres til et firma i Hedehusene. Ni personer er blevet anholdt i sagen, oplyser politiet.

Dansk politi fik tip fra toldere i Tyskland, som i Bremerhaven afslørede den store last kokain i containeren, der oprindeligt kom fra Brasilien.

Derefter blev containeren sejlet til frihavnen i København, oplyser specialgruppen Særlig Efterforskning Øst i en pressemeddelelse.

Myndighederne sikrede sig kokainen og fulgte diskret med, da containeren blev bragt til firmaet i Hedehusene.

Firma vidste ingenting

De ni blev anholdt, da flere af dem forsøgte at skaffe sig adgang til containeren.

- Efter en kortvarig og meget intens efterforskning i godt samarbejde med vores tyske kolleger er det meget tilfredsstillende, at vi både får beslaglagt en meget stor mængde hård narkotika og efterfølgende kan foretage de mange anholdelser, siger politiinspektør Mads Helios, leder af efterforskningsfællesskabet Særlig Efterforskning Øst.

I pressemeddelelsen understreger politiet, at firmaet i Hedehusene på intet tidspunkt var bekendt med kokainen.

En af de anholdte er en mandlig belgisk statsborger på 45 år, mens resten er danske statsborgere i alderen 19 - 34 år. De otte herboende personer har alle en tilknytning til det organiserede kriminelle miljø.

- 325 kilo kokain repræsenterer en enorm værdi, som ville være brugt til at investere i ny kriminalitet i form af f.eks. våben, mere narkotika eller andet, der understøtter den organiserede kriminalitet. Derfor er vi selvfølgelig meget glade for, at vi har forhindret de mange kilo i at ramme gaden, siger Mads Helios.

De ni mænd vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør, hvor der af hensyn til den fortsatte efterforskning vil blive begæret lukkede døre. 

Varetægtsfængslet i foreløbig fire uger

Ritzau skriver tirsdag aften, at alle fire mænd blev varetægtsfængslet i foreløbig fire uger ved grundlovsforhøret, som foregik for lukkede døre.

Hvad mændene eventuelt nærmere forklarede i retten om fundet, forbliver derfor uvist for offentligheden. Men forsvarerne fortalte forinden, at mændene nægter sig skyldige.

De valgte alle at tænke over, om de vil kære afgørelsen til Østre Landsret.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik