Jubel i Roskilde efter kæmpe milliondonation: "Nu kan vi sikre vores kulturarv"

Der er godt nyt til de gamle, originale vikingeskibe i Roskilde. De får nemlig et nyt hjem, der kan beskytte dem mod vandmasser.

Tre danske fonde er gået sammen om at donere 135 millioner kroner til Vikingeskibsmuseet, så det også i fremtiden vil være muligt at få et glimt af de fem originale, udstillede vikingeskibe.

Det oplyser museet i en pressemeddelelse.

- Jeg er ikke bare glad. Jeg er også enormt lettet over, at vi nu kan komme i gang med at beskytte skibene mod den tilbagevendende stormflodstrussel, siger museumsdirektør Tinna Damgård-Sørensen og fortsætter:

- Jeg er dybt taknemmelig for den generøse støtte, vi har fået til at sikre vores umistelige kulturarv i helt nye rammer og med helt nyt formidlingsmuligheder.

Museet har under stormflod kæmpet med at holde vandet væk fra bygningerne, der ligger helt ud til Roskilde Fjord. Pengene skal bruges på en ny udstillingsbygning, der skal sikre de gamle skibe mod stormflod, stigende vandstande og nedbrydende dagslys.

"Fremtiden er på plads"

Donationerne kommer fra henholdsvis Villum Fonden, der støtter med 60 millioner kroner, Augustinus Fonden, som støtter med 50 millioner kroner, og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, der bidrager med 25 millioner kroner.

"En rigtig god og kæmpe nyhed som jeg også håber glæder hele Roskilde", skriver byens borgmester og bestyrelsesformand for Vikingeskibsmuseet, Thomas Breddam, på Facebook.

- Med donationerne kan fremtidens Vikingeskibsmuseum nu begynde at tage form. Det er en stor glæde for hele byen, at museet får de rigtige rammer til også i fremtiden at fortælle den fantastiske historie, om dengang skibene og vandet bandt verden sammen, og Roskilde var et epicenter for handel og aktivitet. Jeg er meget begejstret for at vi når denne milepæl, uddyber han i pressemeddelelsen.

Arkitektkonkurrence om det samlede museumsprojekt

Udover de 135 millioner i donationer får museet også en finanslovsbevilling på 150 millioner og 25 millioner kroner fra Roskilde Kommune. 

I den samlede bevilling er der også gjort plads til en ny velkomstbygning og nye udearealer, der skal give en mere "sammenhængende museumsoplevelse".

Den nye udstillingsbygning og velkomstbygningen, der forventes færdig i 2027, er led i den ambitiøse helhedsplan for Vikingeskibsmuseet i Roskilde. 

Den samlede plan omfatter foruden velkomst- og udstillingsbygninger, også en transformation af den oprindelige Vikingeskibshal samt en landskabsbearbejdning, der vil give offentligheden endnu bedre adgang til kysten og fjorden, end det er tilfældet i dag, lyder det i pressemeddelelsen.

Forude venter en arkitektkonkurrence for det samlede projekt, og den forventes søsat i slutningen af året. Et års tid efter bliver vinderprojektet fundet. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik