Ingen fik nok stemmer: To kandidater tilbage i bispevalg

Første valgrunde i Roskilde Stifts bispevalg er nu gennemført. Ingen kandidater opnåede nok stemmer til at kunne erklære sig som vinder.

Først var der fire, nu er der to.

Første valgrunde i Roskilde Stift blev gennemført onsdag klokken 12.00, men ingen af de fire kandidater fik de 50 procent stemmer, som skal til for at vinde valget.

Rasmus Nøjgaard og Ulla Thorbjørn Hansen fik flest stemmer med henholdsvis 30,6 procent og 23,6 procent, og de går nu videre til anden runde, der indledes onsdag den 25. maj klokken 12.00.

- Jeg er naturligvis glad og lettet over, at jeg er gået videre og meget glad for, at der alligevel næsten er en tredjedel, der har valgt at stemme på mig, sagde Rasmus Nøjgaard til  TV 2 ØST, efter valgrunden var afgjort.

Ifølge Roskilde Stift afgav 1663 af de i alt 1990 stemmeberettigede deres stemme i første runde, hvilket giver en valgdeltagelse på 83,6 procent.

Anden valgrunde afsluttes onsdag den 15. juni 2022 klokken 12.00, hvor den kandidat, der får flest stemmer, vinder valget og bliver indstillet til kongelig udnævnelse.

Uro op til valg

Valget til det prestigefyldte embede som biskop i Roskilde Stift har været præget af uro, efter der kom kritik af ikke at gå demokratisk for sig, fordi en af kandidaterne, Rasmus Nøjgaard, blev inviteret til at gæsteprædike i Roskilde Domkirke som den eneste kandidat. 

TV 2 Øst kunne senere fortælle, at Roskilde Domkirke inviterede alle fire kandidater til at prædike. 

Men uroen førte alligevel til, at sognepræst i Glumsø-Bavelse-Næsby Sogne, Annette Kruhøffer, indgav en klage til Kirkeministeriet og Roskilde Stift. Klagen blev dog for nylig afvist.

Mens der er faste perioder for, hvornår der skal afholdes kommunal- og folketingsvalg, er der ikke samme regler ved valget til bispeembedet.

Faktisk er den eneste regel, at biskoppen skal gå af inden vedkommende fylder 70 år. 

Hvem der bliver biskop kan være afgørende for den retning et stift kommer til at udvikle i, og derfor er et vigtigt valg for de frivillige og ansatte i folkekirken.

Den nye biskop skal tiltræde sit embede ved en såkaldt bispevielse 4. september 2022 og afløser nuværende biskop Peter Fischer-Møller, som har siddet på posten siden 2008.

Peter Fischer-Møller holder sin afskedsgudstjeneste i forbindelse med markeringen af Roskilde Stifts 1000-års jubilæum, søndag den 21. august i Roskilde Domkirke. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik