Skal du rejse med toget mellem Roskilde og Ringsted her til aften, så må du væbne dig med tålmodighed.
DSB bliver nemlig nødt til at stoppe al togtrafik mellem Roskilde og Ringsted mandag aften i to timer mellem klokken 20:50 og 22:50, efter at tog mandag eftermiddag er brudt ned ved Viby Sjælland.
Ifølge DSB vil der blive indsat togbusser på de berørte strækninger, men rejsende må dog forvente længere rejsetid.
Røgudvikling fra tog
DSB's pressevagt oplyser til TV 2 Lorry, at toget, som er brudt ned, er et IC4-tog. Det var røgudvikling uden på toget, der var årsag til, at det måtte standse ved Viby Sjælland Station. Man har dog ikke kunnet klarlægge årsagen til røgen, hvorfor toget nu skal fjernes.
DSB's pressevagt oplyser endvidere, at det nedbrudte tog indtil videre har spærret det ene spor, men at man er nødt til at lukke begge spor for at få det fjernet.
Dette har man valgt at gøre i aften, så færrest muligt passagerer bliver påvirket.
Ifølge DSB vil arbejdet forstyrre både regionaltrafikken samt trafikken mellem Sjælland, Fyn og Jylland.
DSB's pressevagt forsikrer om, at alle nok skal nå deres destination, men at der må forventes længere rejsetid.
Flere tilfælde med røgudvikling
Det er langtfra første gang, at DSB's IC4-tog bryder sammen.
Den 8. juni i år måtte samtlige passagerer evakueres fra et IC4-regionaltog ved Høje-Taastrup Station på grund af røgudvikling fra toget. Ingen passagerer kom til skade, men toget blev taget ud af drift.
En lignende episode fandt sted den 11. marts i år ved Roskilde Station, hvor cirka 80 passagerer måtte forlade et IC4-tog på grund af røgudvikling.
DSB's pressevagt bekræfter over for TV 2 Lorry, at der har været flere epsioder med IC4-tog, der bryder sammen. Men eftersom man endnu ikke kender årsagen til røgudviklingen i toget ved Viby Sjælland, kan man for nuværende oplyse yderligere om, om der er en sammenhæng mellem tidligere episoder og den nuværende.
Ingen tog mellem Roskilde og Ringsted ca. mellem kl. 20:50 og 22:50 - Benyt Togbus.
— DSB (@omDSB) 18. juni 2018
Det skyldes, at vi skal have flyttet et tog, der holder ved Viby Sj. med tekniske problemer.
Hold dig opdateret her: https://t.co/yPbSdxDuPd pic.twitter.com/6s2MlAIxUl