Hjemløse kæmpede om SM-pokal: "Et afbræk fra hverdagen"

Roskilde dannede i dag rammen om de åbne sjællandske mesterskaber i fodbold for hjemløse og udsatte.

For mange hjemløse er de årlige fodbold-arrangementer en kærkommen oplevelse til at tænke på noget andet, når man til daglig kæmper en hård tilværelse og ikke altid har en varm seng at sove i.

quote Selvom vi ikke har samme religion eller spiste det samme mad, så skete der noget med os, når vi fik de samme trøjer på som et fodboldhold

Per Kleveland, tidligere hjemløs

150 hjemløse og udsatte deltog derfor i kampen om at blive Sjællandsmestre i gadefodbold, da turneringen tirsdag blev afholdt i Roskilde.

En af deltagerne var Per Kleveland, som sammen med vennerne fra Brøndby, stillede op til mesterskabet.

Per er bipolar og tidligere hjemløs. For fire år siden blev han skilt og flyttede på gaden, og han har efterfølgende prøvet lidt af hvert. Han har blandt andet boet syv måneder på Mændenes Hjem, en tid han omtaler som et helvede.

Et afbræk fra hverdagen

- Det er et afbræk fra hverdagen for mange af os her, som måske ikke har det så sjovt i hverdagen, siger han.

Til stede er både hjemløse, psykisk syge, asylansøgere, stofmisbrugere og alkoholikere, som alle kæmper om at blive Sjællands bedste gadefodboldhold.

Per Kleveland fra Brøndby.
Per Kleveland fra Brøndby.

Per spiller med sine venner fra Multihuset i Brøndby, der er et aktivitets- behandlings- og caféhus for udsatte borgere. Selv er han på medicin og har ingen yderligere problemer, men alligevel nyder han at spille fodbold med alle de udsatte.

- Jeg har spillet på hold med folk fra mange andre steder i verden, og selvom vi ikke har samme religion eller spiste det samme mad, så skete der noget med os, når vi fik de samme trøjer på som et fodboldhol, siger han og fortsætter:

- Vi havde et fællesskab, som man efterfølgende kunne overføre fra fodboldbanen og hjem på herberget, hvor man så også bagefter var meget mere venlige overfor hinanden - og respekterede hinanden.

Betyder meget at være på et hold

Turneringen er arrangeret af organisationen Ombold, der siden 2003 har afholdt lignende arrangementer for socialt udsatte.

- For rigtigt mange spillere, så er det der med at have nogle venskaber som måske går udover misbrug og kriminalitet, rigtigt svært at have tillid til andre. Men lige pludselig at blive valgt til, og være en del af et hold, og 'der er behov for mig', for hvis jeg ikke kommer, så mangler der måske en målmand eller en angriber, det gør en stor forskel, siger projektchef Lene Knudtzen.

Sidste år startede Ombold også turneringen AsfaltLigaen, der er de udsattes svar på Superligaen.

Vinderen af turneringen blev Pink Devils fra København, som dermed kan kalde sig Sjællands bedste hjemløsehold anno 2017.

Lene Knudtzen var ikke helt så heldig. Se videoen herunder, hvor hun bliver ramt af en bold under et interview med TV 2 Lorry. Heldigvis kun hun selv grine af situationen.

Projektchef Lene Knudtzen fandt det brede smil frem, efter den overraskende "lussing", hun fik af en vildfaren bold under SM i gadebold for hjemløse og udsatte.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik