Her er resultatet efter vulkan-branden i Roskilde - lavasten lander på udstilling

For et år siden gik der ild i en stor bunke haveaffald ved Solum i Roskilde. Nu bliver et restprodukt fra branden udstillet på Roskilde Museum.

Det er næsten et år siden, at der gik brand i en stor bunke haveaffald ved Solum i Roskilde. 

Nu bliver et restprodukt fra branden så omdrejningspunkt for en ny særudstilling på Roskilde Museum. 

Affaldsbranden i Roskilde stod på i flere måneder.
Affaldsbranden i Roskilde stod på i flere måneder.
Foto: Daniel Tronholm/Privatfoto

Særudstillingen indeholder både affald, der er samlet i naturen som eksempelvis mundbind, cigaret skodder og sodavandsdåser. 

Men der er også helt almindeligt husholdningsaffald i udstillingen som kaffekapsler, vatpinde og gamle telefoner. Det er helt bevidst, at det er lige netop de ting, der er udvalgt.

- Meningen med udstillingen er at sætte affald på dagsordenen ud fra et perspektiv, der handler om historie og aktualitet. Og få de to ting til at snakke og blande sig med hinanden. Fordi der er rigtigt meget, vi kan lære af historien, siger Dorthe Godsk Larsen, Museumsinspektør på Roskilde Museum.

Der er nok mange, der bruger kaffekapsler. Men hvem havde troet, de skulle ende på et museum?
Der er nok mange, der bruger kaffekapsler. Men hvem havde troet, de skulle ende på et museum?
Foto: TV2 Lorry

Udstillingens hovedattraktion er en "Solum-sten", som de kalder den på museet. Stenen består af slagge, som er forskellige rester fra den store brand af haveaffald, der ikke brændte helt op.

Skal sætte fokus på affald

I det her tilfælde er det blandt andet, smeltet sten, jern og metal.

- Grunden til, vi så gerne vil vise den her frem på Roskilde museet, det er på grund af hele den her problematik omkring affald og affaldshåndtering. Det er noget, der fylder rigtigt meget i folks hverdag. Den her brand gjorde, at affaldshåndteringen kom meget tæt på, fordi den lugtede så intenst, siger Dorthe Godsk Larsen, museumsinspektør på Roskilde Museum.

Det er et imponerende syn, der møder gæsterne på Roskilde Museum som noget af det første, når de kommer ind. Stenen ligner nemlig ikke bare en ordinær dansk sten, den ser langt mere eksotisk ud end som så. Faktisk kalder de den for en lavasten, selvom det lyder lettere mystisk:

- Stenene her, de ligner nærmest lavasten. Det kan man også godt kalde dem, fordi branden faktisk fik kaldenavnet, Vulkanen, fordi det lignede en vulkan i udbrud. Stenene har samme karakter som lavasten, med de her lufthuller og smeltede karakter, siger Dorthe Godsk Larsen, Museumsinspektør på Roskilde Museum.

Oppe på 2. sal, hvor man finder flere forskellige typer af affald, kan man også se, en række restprodukter fra perleproduktion i middelalderen samt en kjole syet ud af faldskærmsstof. 

Det er to eksempler på, hvordan bæredygtighed også er et stort fokuspunkt i denne udstilling. Særudstillingen åbner på Roskilde Museum den 30. september. Den forventes at vare i to år