Her åbner kommune særligt afsnit for udskrevne corona-patienter

Roskilde Kommune åbner mandag et særligt Covid-afsnit for smittede borgere, der er udskrevet fra hospitalet, men fortsat har behov for pleje.

Afskærmet med plastikvægge, indgang via sluser og indrettet som en særskilt enhed.

I Roskilde Kommune står et særligt Covid-afsnit for patienter udskrevet fra hospitalernes specialiserede behandling nu klar til at tage imod borgere.

Mandag har kommunen lagt en sidste hånd på afdelingen, der er blevet oprettet i Trekroner ved siden af et plejecenter og et botilbud for sindslidende.

Det skriver kommunen på sin hjemmeside.

- Som kommune tager vi vores del af plejeopgaven dybt alvorligt. Jeg er rigtig glad for, at vi kan etablere et særligt afsnit, hvor vi samler ekspertisen og gør alt, hvad vi kan for at undgå smittespredning. Jeg er også rigtig glad, for at vores medarbejdere bakker op om denne løsning, siger borgmester Tomas Breddam (S).

Afskærmet fra omverdenen

Når borgere syge med Covid-19 ikke længere har brug for intensivbehandling på hospitalerne, overgår de til kommunerne, som har til opgave at tage hånd om dem på forsvarlig vis, indtil de er helt raske og kan vende tilbage til omverdenen.

- Fordi Covid-19 er så smitsom, er det afgørende, at de borgere, der har brug for pleje, kan være isoleret fra anden aktivitet og fra andre borgere. Derfor er det vigtigt at oprette en fuldstændig adskilt enhed med adskilte adgangsforhold og sluser, siger direktør for social, job og sundhed i Roskilde Kommune, Mette Heidemann.

Covid-afsnittet fungerer som en adskilt enhed med egne adgangsforhold og sluser og er udrustet med særlige forholdsregler om værnemidler og mad.

Der er oprettet ti sengepladser i afsnittet.
Der er oprettet ti sengepladser i afsnittet.
Foto: Roskilde Kommune

For eksempel bliver maden håndteret særskilt, og der vil i afsnittet blive anvendt engangsservice.

Behov for flere pladser

Der er indrettet ti sengepladser på afsnittet i Trekroner. Derudover vil kommunen oprette ekstra rehabiliteringspladser på Kastanjehaven i Jyllinge til borgere, der har behov for døgnpleje, men som ikke er smittet.

Roskilde Kommune er blandt kommuner, som har borgere hårdt ramt af coronavirus.

I sidste uge kom det frem, at et plejecenter i netop Trekroner har haft et udbrud af den smitsomme sygdom, som mistænkes for at have ført til tre dødsfald blandt beboerne.

Mindst fire beboere og syv medarbejdere testede positive for coronavirus, efter kommunen besluttede at teste alle beboere og medarbejdere på plejehjemmet på baggrund af flere nylige dødsfald.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik