I sidste uge blev en 30-årig mand efter et grundlovsforhør varetægtsfængslet frem til 2. juni i en sag om afpresning og trusler mod en 32-årig mand i Roskilde.
I samme sag efterlyser Midt- og Vestsjællands Politi nu den 38-årige Jimmi Walentin Andersson, som er mistænkt for i forening med den nu fængslede og flere andre, at have afpresset og truet den 32-årig mand.
Manden fra Roskilde er i omkring en uge blevet truet med, at han og hans familie ville blive slået ihjel. Det fortæller efterforskningsleder og politikommissær Michael Andreassen til TV 2 Lorry.
- Han (Jimmi Walentin Andersson, red.) er en, man skal passe på. Hvis man ser ham, skal man bare ringe 114 eller 112. Man skal ikke selv henvende sig til ham, siger Michael Andreassen og fortæller, at Jimmi Walentin Andersson er i toppen af hierarkiet af rockergruppen Satudarah.
Jimmi Walentin Andersson har siden grundlovsforhøret været efterlyst, og politiet har været i kontakt med hans forsvarer. Den 38-årige er ikke mødt op af egen fri vilje, hvorfor politiet nu beder offentligheden om hjælp til at finde ham.
Kan have ændret skæg og frisure
Den efterlyste mand beskrives som:
190 cm høj, kraftig af bygning, blå øjne, kort rødligt hår og fuldskæg. Han kan have ændret sit skæg og sin frisure.
Tatoveringer: Kysmunde tatoveret på halsen, skrift på siden af hovedet og på hænderne.
Den efterlyste er tilmeldt en adresse i Køge, og politiet har forsøgt at træffe ham på de kendte opholdsadresser uden held. Han formodes at opholde sig på Sjælland, og formentlig i det storkøbenhavnske område.
Har du oplysninger i sagen eller ser du Jimmi Walentin Andersson vil Midt- og Vestsjællands Politi gerne høre fra dig på 114 eller 112.