Halvandet år efter drabet: Ansatte på Lindegården er tryggere

Lindegården har fået flere ressourcer, og der er skabt en struktur, som gør hverdagen mere tryg for de ansatte.

Der er gået halvandet år, siden en sosu-assistent blev dræbt på det socialpsykiatriske bosted Lindegården. Og flere tiltag har betydet, at hverdagen blevet mindre utryg for de ansatte.

Det skriver Dagbladet Roskilde. 

Københavns Kommune har efter en arbejdsnedlæggelse tilført centeret flere ressourcer, 12 farlige beboere er blevet flyttet, og to huse er blevet lukket. 

Desuden er der nu flere daglige vurderinger af, om nogle beboere ikke er i trivsel og kan udgøre en fare.

- Der er sket mange forskellige ting, som både har været godt og ondt. Det er også svært at være i en proces, hvor der hele tiden er forandringer, men vi oplever ikke daglige alarmer som før, hvor vi skulle løbe hen og hjælpe en kollega i en situation, der kunne blive farlig, siger Mia Kristina Hansen, der er pædagog på Lindegården, til Dagbladet Roskilde. 

Drabet på Lindegården

På bostedet Lindegården blev den 57-årige sosu-assistent Vivi Nielsen knivdræbt 25. marts sidste år. Hun blev stukket ned ad en psykisk syg beboer, da hun befandt sig alene i bostedets medicinrum.
Sagen skabte stor debat om farlige beboere på landets bosteder.

Der er dog et men...

Mia Kristina Hansen pointerer dog, at der stadig er mangel på sengepladser i psykiatrien, og at patienter ikke kan være indlagt i den tid, det er nødvendigt, så de ryger ind og ud af psykiatrien.

- En ting er, hvad der sker på Lindegården, men jeg er rigtig nervøs for de steder, der ikke har været så uheldige at opleve et drab, hvor de stadig går rundt i de forhold, vi havde før. Lige nu går det godt her, men så længe der ikke bliver tilført ressourcer, hvor længe bliver det så ved med at gå godt, spørger Mia Kristina Hansen. 

Se eller gense det smukke fakkeltog, Vivi Nielsens kolleger, venner og familie lavede kort efter drabet.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik