Oversigt

Seneste nyt

Gravid kvinde stukket med kniv i eget hjem

En 28-årig gravid kvinde fra Roskilde måtte mandag aften søge tilflugt og slå alarm hos nabo, efter at hun var blevet udsat for et voldsomt overfald i sit eget hjem.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Kvinden blev i sin lejlighed på Helligkorsvej i Roskilde opsøgt af manden, som hun har en relation til. Han pegede kniven mod kvinden, mens han kom med truende udtalelser til hende. Kvinden fik vægret for sig og fik i den forbindelse afværgelæssioner på hænderne, men kunne flygte i sikkerhed hos naboer.

Politiet modtog alarmopkaldet fra kvindens naboer mandag aften klokken 20.51.

Ambulancepersonale og politiet fik hurtigt kontakt til den sårede og gravide kvinde, der hastigt blev bragt til et sygehus til behandling for sine skader.

Overfaldsmanden var ifølge offeret flygtet fra stedet, men kunne identificeres som en 32-årig mand fra Bagsværd og med en relation til den overfaldne kvinde, oplyser politiet.

Gerningsmand anholdt og sigtet for drabsforsøg

Der blev straks iværksat en eftersøgning efter den mistænkte, som under en time senere  blev anholdt på en adresse i det storkøbenhavnske område, hvor han havde søgt tilflugt.

Den 32-årige er i dag blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, hvor han er sigtet for drabsforsøg.

Her er han blevet varetægtsfængslet i surrogat for fire uger.

Ved retsmødet ønskede han ikke at tage stilling til sigtelsen og ønskede heller ikke at udtale sig. Han ønskede ikke at kære fængslingen. 

Kvinden er fortsat indlagt på et sygehus til observation efter behandlingen af sine skader, og både hun og det ufødte barn meldes uden for livsfare.